Del:

Fulde huse til maritim konference på Christiansborg

Sammen med Danmarks Rederiforening og CO-industri byder Danske Maritime den 22. november velkommen til en stor maritim konference i Fællessalen på Christiansborg. Konferencen er sponsoreret af Den Danske Maritime Fond og har overskriften Det Blå Danmark – fra vækstplan til virkelighed.

Konferencen følger op på det arbejde, vækstplanen for Det Blå Danmark satte i gang for næsten et år siden. Konferencen fokuserer på nogle væsentlige vækstområder og -initiativer for Det Blå Danmark og byder på indlæg fra en bred vifte af maritime aktører og politikere, herunder uddannelsesminister Morten Østergaard.

Der har været stor interesse for at deltage i konferencen, og alle pladser er delt ud. Dette viser tydeligt, at virkeliggørelsen af vækstplanen i høj grad har branchens opmærksomhed, og det er glædeligt, at så mange maritime interessenter er med, når vi sætter fokus på, hvordan vi sammen fremadrettet sikrer Det Blå Danmarks øget vækst og beskæftigelse.