Del:

Gratis bus og entré til SMM 2016 i Hamborg

100 personer fra maritime virksomheder samt studerende kan få en gratis endags bustur med betalt entré til SMM-messen i Hamborg onsdag den 7. september. Tilmelding sker efter først-til-mølle!

(Opdateret 25. august: Vi udvider med 25 pladser på bussen til København med en dobbeltdækkerbus, så vi skriver fortsat op til venteliste hos  kim@mdanskemaritime.dk)

Danish Marine Group og Danske Maritime tilbyder Det Blå Danmark muligheden for at være med til den vigtigste event i den globale marinekalender: SMM i Hamborg.
De to organisationer stiller to busser med hver 50 sæder til rådighed onsdag den 7. september med start fra henholdsvis København og Aalborg tidligt om morgenen og retur fra SMM samme dag kl. 17:30.

Tilbuddet gælder for virksomheder og personer samt studerende, der er aktive i den maritime industri. Virksomheder kan møde med én deltager per virksomhed. Tilmelding er gratis og inkluderer transport til/fra SMM-messen, SMM-entré og frokost på den danske nationalpavillon.

Opsamlingssteder er som udgangspunkt følgende, men der kan lægges en eller to til på pendlerpladser undervejs afhængig af deltagernes ønsker:
– Afgang fra København: Køge – Vordingborg – Rødby
– Afgang fra Aalborg: Aarhus – Kolding – Kruså

Til de, der normalt ikke deltager, samt studerende og startups

”Vi ønsker at give den del af det Blå Danmark, der af økonomiske, logistikmæssige eller andre grunde normalt ikke deltager, en mulighed for at opleve SMM. På SMM kan de se og møde mange af branchens globale og internationale aktører samlet til dialog, præsentationer og vidensdeling. Det giver input til det daglige arbejde fremadrettet, udvider deres faglige netværk og kendskab til andre og nye teknologier, virksomheder og markeder”, siger Mark Lerche, Head of Danish Marine Group, Eksportforeningen om initiativet.

”Særligt studerende inden for det maritime område bør benytte sig af, at vi tilbyder dette gratis endags besøg på en international maritim messe, som af mange betragtes som den førende i verden. Vi håber også på at få startup-virksomheder med, som øjner en unik mulighed for at få inspiration og kontakter. SMM stiller i år skarpt på digitalisering og grøn fremdrift. Det er begge vækstområder, hvor Danmark historisk har gode kompetencer, og hvor vi også fremover kan gøre os gældende,” siger Jenny N. Braat, adm. direktør, Danske Maritime.

Information om SMM og den danske nationalstand

SMM har 13 udstillingshaller med over 2.100 udstillere fra mere end 65 forskellige lande. I 2014 havde messen over 50.000 besøgende og 26 nationalpavilloner fra den globale maritime verden. Den danske nationalstand repræsenterer over 100 virksomheder og ligger i midten af SMM som knudepunkt mellem den gamle og den nye del af Hamborg Messecenter. Mere information om SMM og den danske national pavillon kan findes på:
– www.smm-hamburg.com/en
– www.dk-export.dk/aktiviteter/smm-2016_966

Tilmelding
For tilmelding kontakt en af to følgende:
– Inge Lis Nielsen, Danish Marine Group, på ingelis.nielsen@dk-export.dk
– Kim Marquart, Danske Maritime, kim@danskemaritime.dk

Deadline for tilmelding er torsdag den 1. september 2016. Tilmelding sker efter først-til-mølle princippet.