Indonesisk minister mødte dansk maritim industri
Indonesiens minister for statsejede virksomheder, Ms Rini Soemarno, og en delegation af højtstående indonesiske forretningsfolk besøgte Danmark den 18.-20. september 2016. I den anledning mødtes ministeren med flere repræsentanter for den danske maritime industri.
Den indonesiske delegation var på besøg hos FORCE Technology, hvor delegationen fik et godt indtryk af virksomhedens kompetencer og tilbud inden for innovativ maritim udvikling og anvendelse af maritim viden og teknologi. Delegationen mødtes endvidere med Odense Maritime Technology (OMT) for blandt andet at diskutere innovative design inden for skibe til søværn og til overvågning af territorialfarvand.
Et rundbordsmøde i Danmarks Rederiforening, hvor Danske Maritime og en række medlemsvirksomheder deltog, bød også på mulighed for at præsentere danske maritime kompetencer inden for udstyr, teknologi og design. Hempel orienterede om betydningen af det indonesiske skibsbygningsmarked for virksomheden, herunder om virksomhedens mangeårige tilstedeværelse på det indonesiske marked.
Ministerbesøget skal ses som en opfølgning på det danske statsbesøg i Indonesien i oktober sidste år. Foreningen arbejder på at få en bredere kreds af repræsentanter fra de indonesiske maritime erhverv og myndigheder til Danmark for at få udbygget samarbejdet og de kommercielle relationer mellem Danmark og Indonesien inden for skibsbygning.
