Hjem > Nyhedsbreve - indlæg > 50 elever byggede ni undervandsdroner
28. november 2017

50 elever byggede ni undervandsdroner

’ROV Maker Competition’ er et forløb udarbejdet af Københavns Erhvervsakademi i tæt samarbejde med erhvervsskolerne TEC og NEXT. Selve konkurrencen går ud på, at grundforløbselever skal dyste imod hinanden ved at samle en ROV (undervandsdrone) af et udleveret samlekit, som er produceret til formålet af KEA, TEC og NEXT. Derefter skal eleverne dyste mod hinanden om, hvem der klarer en undervandsforhindringsbane bedst på den tid, der er til rådighed.

Dystede i Flintholm Svømmehal
Ugen, der har navnet ’ROV Maker Competition’, blev afviklet i uge 44 hos NEXT Uddannelse København på Tuborgvej. Der var samlet cirka 50 grundforløbselever fra henholdsvis TEC og NEXT. Eleverne blev opdelt i ni hold, som skulle bygge hver deres ROV.

Eleverne blev undervist i teknologien og fik udleveret undervandsdronekits, som de skulle samle til en drone på størrelse med en mælkekasse. Sidst på ugen dystede eleverne mod hinanden i Flintholm Svømmehal, hvor de skulle styre dronen gennem en bane med pointgivende elementer.

Droner kan inspicere skibe under vand
Dronerne kan anvendes til at inspicere skibe under vandet, mens de er i havn og udføre servicearbejder, for eksempel fjerne begroninger på skrog og propeller. Det har stor betydning for skibenes brændstofforbrug, når de for eksempel sejler over oceanerne. Undervandsdronerne kan også anvendes i forbindelse med havvindmøller, boreplatforme og andre arbejder under vandet, for eksempel ved broer, havne og dæmninger.

Næste ROV-projekt i forår 2018
Det var det andet ’ROV Maker Competition’-forløb, der gennemførtes med støtte fra projektet Fremtidens Maritime Håndværker og Den Danske Maritime Fond.

Det næste ’ROV Maker Competition’-forløb afholdes i foråret 2018, og til efteråret 2018 er målet at lave en konkurrence i hele Danmark, hvor flere erhvervsskoler deltager. Inden da skal projektets tegninger og ressourcer, i forhold til at bygge kits og ROVer og afholde ugeforløb mv., deles ’open source’, så andre erhvervsskoler kan bruge det selv.

Selve formålet med konkurrencen er at styrke samarbejdet mellem erhvervsskoler og erhvervsakademier samt at informere eleverne om de muligheder, der er som faglært i den maritime branche.

Læs mere om