Brugte miljøskibe fra England kan ende i nyt udbud
Miljøstyrelsens nye miljøskibe har ligget stille i Svendborg i to år uden at blive brugt, fortalte DR Fyn den 7. november 2017.
Tilbage i 2013 tabte flere danske værfter kampen om at bygge skibene til Miljøstyrelsen til et engelsk værft. Men skibene blev aldrig bygget. Kort tid efter, at det engelske værft havde fået opgaven, krævede værftet ifølge Miljøstyrelsen en ekstra betaling på 20 % for at bygge skibene. Det førte til, at forhandlingerne med værftet ophørte. I stedet valgte Miljøstyrelsen at købe to brugte fartøjer i England.
Den beslutning ser nu ud til at koste skatteborgerne et tocifret millionbeløb her i Danmark, fortæller DR Fyn. En ny opgørelse fra Miljøstyrelsen viser, at skibene, for at kunne opfylde Miljøstyrelsens og Søfartsstyrelsens krav, skal ombygges for mere end 20 millioner kroner for at kunne sejle under danske regler. Dermed ender den samlede pris – inklusive advokat- og konsulenthonorarer – på det dobbelte af, hvad blandt andet de danske værfter kunne levere nye skibe til.
Danske Maritime undrer sig
Hos Jenny N. Braat, adm. direktør hos Danske Maritime, vækker sagen undren.
”Jeg synes, at det er en lille smule grotesk. Allerede på daværende tidspunkt advarede vi om, at hvis man ikke vælger en ordentlig proces, når man laver udbud, så risikerer man, at det bliver både ringere og dyrere, siger Jenny N. Braat til DR Fyn.
Miljøstyrelsen oplyser til DR Fyn, at man vurderer, om man vil sælge de brugte skibe, man købte i 2015, og lave et nyt udbud af nye skibe. En anden model kan blive at sende ombygningen af de indkøbte brugte skibe i udbud.
Læs hele historien på DR Fyn
Læs mere og meget udførligt om samme historie på Fyens.dk
