Hjem > Om Danske Maritime > Politik og mærkesager > Forsvar og maritim sikkerhed
10. juli 2026

Forsvar og maritim sikkerhed

Nuuk Mar. 03 2021 – 1 ESK, HDMS Thetis og HDMS Knud Rasmussen afholder slæbeøvelse sammen, lige uden for Nuuk, HDMS Thetis er den slæbende enhed.
HDMS Thetis is operating in the area of Nuuk, Grønland. photo by Brian Djurslev

Danmarks sikkerhed begynder også til søs. En stærk flåde forudsætter en stærk maritim industri, der kan understøtte det samlede maritime domæne samt udvikle, bygge, udruste, vedligeholde og løbende modernisere de kapaciteter, som Forsvaret har brug for. I en verden præget af geopolitiske spændinger er den maritime industri derfor ikke kun et erhverv – den er en strategisk del af Danmarks samlede sikkerhed og beredskab.

En ny sikkerhedspolitisk virkelighed

Ruslands invasion af Ukraine, øgede spændinger i Arktis, angreb på international skibsfart og hybride trusler mod undersøiske kabler og energiinfrastruktur har ændret de sikkerhedspolitiske vilkår. Søværnet skal kunne løse flere og mere komplekse opgaver, og det stiller nye krav til både materiel, teknologi og industriel kapacitet. Danmark skal derfor tænke forsvars-, erhvervs- og industripolitik langt tættere sammen.

En stærk maritim industri styrker Forsvaret

Danske virksomheder leverer allerede avancerede løsninger inden for skibsdesign, sensorer, automation, software, energieffektivitet, kommunikation, overvågning og specialudstyr. Disse kompetencer er afgørende, når fremtidens flåde skal udvikles, og de står på skuldrene af vores stolte tradition med at bygge alle Søværnets større fartøjer her i landet. En stærk national industribase giver kortere beslutningsveje, bedre mulighed for opgraderinger og større robusthed i kriser.

Flådeplanen skal styrke både sikkerhed og industri

Flådeplanen er en historisk mulighed for at genopbygge dansk maritim kapacitet. Danske Maritime bakker op om ambitionen om at bygge så meget som muligt i Danmark og udnytte kompetencerne på tværs af værfter, leverandører og designhuse i hele landet. Når staten investerer i nye skibe, bør investeringerne også understøtte arbejdspladser, innovation, forsyningssikkerhed og eksport – samt den generelle samfundsøkonomi.

Forsyningssikkerhed og samfundsøkonomi

Forsyningssikkerhed handler ikke kun om at kunne anskaffe skibe, men også om at kunne servicere, reparere og videreudvikle dem gennem hele levetiden. Analyser viser samtidig, at en betydelig del af de offentlige investeringer vender tilbage til samfundet gennem beskæftigelse, skatter og værdiskabelse, når opgaverne forankres i Danmark. Læs mere her.

Arktis og kritisk infrastruktur

Danmark har et særligt ansvar i Arktis og Nordatlanten. Samtidig kræver beskyttelsen af undersøiske kabler, havvind, energiinfrastruktur og øvrige kritiske installationer nye maritime kapaciteter. Her kan danske virksomheder bidrage med droner, autonome fartøjer, sensorer, digitale overvågningsløsninger og avancerede kommandosystemer.

Danske Maritime arbejder for

  • At forsvarsinvesteringer i videst muligt omfang styrker dansk industriel kapacitet.
  • At flådeplanen gennemføres hurtigt og langsigtet.
  • At offentlige indkøb vægter forsyningssikkerhed, innovation og samfundsøkonomisk værdi.
  • At danske virksomheder inddrages tidligt i udviklingen af fremtidens maritime kapaciteter.
  • At Danmark investerer i forskning, testfaciliteter og kompetencer inden for maritim forsvarsteknologi.

Perspektiv

En stærk maritim industri er en investering i både Danmarks sikkerhed og konkurrenceevne. Når forsvar, forskning og industri udvikles i tæt samspil, styrkes ikke alene Søværnets operative evne, men også Danmarks position som en førende maritim nation med løsninger, der kan eksporteres til allierede over hele verden.

Læs mere om