Hjem > Om Danske Maritime > Politik og mærkesager > Innovation og iværksætteri
10. juli 2026

Innovation og iværksætteri

Danske Maritime Force Technology 2021

Innovation har gennem generationer været en af den maritime industris største styrker. Den næste bølge af maritime løsninger skabes i samspillet mellem etablerede virksomheder, iværksættere, vidensinstitutioner, investorer og Danske Maritime som understøttende og vejledende brancheorganisation. Derfor skal Danmark ikke blot være et godt sted at udvikle maritime idéer – Danmark skal være det bedste sted i Europa at starte, udvikle og skalere maritime virksomheder.

Et stærkt maritimt økosystem

Den maritime industri er kendetegnet ved et tæt samarbejde på tværs af hele værdikæden. Store virksomheder, SMV’er, iværksættere og forskningsmiljøer udvikler løsninger sammen. Det er en dansk styrkeposition, som skaber hurtigere innovation og gør nye virksomheder stærkere fra starten.

Fra startup til global virksomhed

Maritime iværksættere har sjældent et dansk hjemmemarked. De skal tænke internationalt fra første dag. Derfor er adgang til netværk, kunder, testfaciliteter, kapital og eksportmarkeder afgørende for, at nye virksomheder kan vokse. Der er behov for politisk forståelse for, hvad det kræver at bevæge sig ud på et stærkt konkurrenceudsat verdensmarked.

Innovation skabes i samarbejde

De bedste løsninger opstår ofte, når iværksættere udvikler teknologier sammen med etablerede maritime virksomheder. Det giver adgang til viden, testmiljøer og internationale markeder, samtidig med at den samlede maritime værdikæde styrkes.

Udover vores egen rådgivning driver Danske Maritime sammen med Erhvervshus Nordjylland bl.a. projektet Maritime Stars, som giver skræddersyet bistand til udvalgte iværksættere. Læs mere her.

Viden skal beskyttes og skabe værdi

Patenter, designrettigheder, software og anden immateriel ejendomsret er centrale konkurrenceparametre. Virksomheder skal have de rette kompetencer til at beskytte deres innovation og omsætte den til vækst, investeringer og eksport. Der er stor interesse i udlandet for dansk innovation – også af uønsket karakter.

Innovation er mere end ny teknologi

Fremtidens maritime løsninger omfatter også digitalisering, kunstig intelligens, autonomi, servicekoncepter og nye forretningsmodeller. Politiske beslutninger skal læne sig op ad erhvervslivets vurdering af behov og muligheder, så man bedst muligt understøtter en teknologineutral udvikling, hvor de bedste idéer får mulighed for at vokse.

Danske Maritime arbejder for

  • At Danmark bliver Europas bedste land for maritime iværksættere.
  • At styrke samarbejdet mellem startups, etablerede virksomheder og vidensinstitutioner.
  • At forbedre adgangen til testfaciliteter, netværk, kapital og internationale markeder. Herunder at det gøres økonomisk muligt for iværksættere at deltage i eksportfremstød.
  • At styrke virksomhedernes arbejde med patenter, design og anden immateriel ejendomsret.
  • At sikre mere forskning og målrettede innovationsmidler til Det Blå Danmark.
  • At skabe rammer, hvor innovation hurtigere kan omsættes til vækst, eksport og arbejdspladser.

Perspektiv

Den maritime industri har alle forudsætninger for at udvikle fremtidens løsninger. Når innovation, iværksætteri og samarbejde går hånd i hånd, styrkes både virksomhedernes konkurrenceevne og Danmarks position som en førende maritim nation.

Læs mere om