Kamp mod kinesisk protektionisme
Kinas førerposition som skibsbyggernation burde være godt nyt for de danske leverandører til marineindustrien i Kina, men det er ikke helt så ligetil, da hovedparten af de store værfter er statsejede og ofte foretrækker hjemlige producenter. Det skriver dagbladet Børsen.
“Vi må konstatere, at der er en tendens til protektionisme, som gør det sværere for udenlandske leverandører at komme til fadet. Det gælder især, når der er tale om det statslige skibsbygningsprogram ’scrap and build’. Her får redere tilskud til at bygge nye skibe, hvis de skrotter de gamle. Her er der krav om, at 70 pct. af materialer og udstyr skal være lokalt produceret,” forklarer Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime.
Voldsom overkapacitet
I dag har Kina 1.200 værfter, hvoraf det maksimalt er 100, der reelt har fået ordrer det seneste år. Her har myndighederne iværksat en form for udskilningsløb, hvor de statslige værfter bliver favoriseret på bekostning af de mindre og fortrinsvis private værfter.
“Staten har udarbejdet en såkaldt ’white list’ og udpeget 51 store statsejede værfter, der vil få særlige fordele og tilskud. Derimod må de private klare sig på egen hånd, hvilket betyder, at de i de fleste tilfælde drejer nøglen om. Det er en beklagelig tendens, eftersom det reducerer danske leverandørers muligheder på markedet,” siger Jenny N. Braat.
Den positive nyhed er dog, at også Kina nu – ligesom Sydkorea – satser på at bygge flere højteknologiske og avancerede skibe. Det kan skabe øget interesse for danske leverandører, der netop lever højt på den slags ordrer fra sydkoreanske værfter.
Læs hele artiklen i Børsen
