Tilmeld events til Danish Maritime Days 2018
Det er nu muligt at tilmelde events til Danish Maritime Days (DMD) 2018, og flere maritime virksomheder er allerede begyndt at melde aktiviteter ind. Går I med tanker om at afholde et event, behøver I ikke vente til, alle detaljer er på plads. En arbejdstitel, dato og gerne tidspunkt er nok til, at et event kommer i aktivitetskalenderen på www.danishmaritimedays.com.
Send information om jeres event til Sabine Petersen på sdp@danskemaritime.dk. Der er naturligvis altid mulighed for at ændre i aktiviteten.
Danish Maritime Days (DMD) blev oprindeligt arrangeret som en årlig begivenhed, der skulle foregå i tre år fra 2014-2016. Danske Maritime, Danske Rederier og Søfartsstyrelsen har besluttet at videreføre Danish Maritime Days som et uformelt samarbejde mellem de tre parter. I 2018 vil Danske Maritime således være tovholder på DMD, som afholdes d. 1.-4. maj 2018. De tre parter har sammen udarbejdet tre overordnede emner for DMD 2018: Autonome systemer på skibe og digitalisering, Blue growth/Blue ocean economy og Grønnere skibsfart.
I tråd med tidligere år arrangerer Danske Maritime Danish Maritime Technology Conference sammen med en række medlemsvirksomheder. Konferencen afholdes d. 2.-3. maj 2018 og vil fokusere på en række højaktuelle emner og tendenser indenfor den maritime industri.
