Større optag på bådebyggeruddannelsen er en god nyhed for den maritime branche
Uddannelsen som bådebygger er populær. Så populær at en stor gruppe potentielle studerende står på venteliste. Derfor glæder det Danske Maritime, at U/NORD nu vælger at flytte uddannelsen tilbage til Helsingør for at kunne øge optaget, siger Jenny Braat, adm. direktør hos Danske Maritime:
- Jeg synes, det er virkelig positivt, at optaget af nye studerende fordobles allerede fra august i år. Den maritime industri har brug for flere bådebyggere, og samtidig er det en af de uddannelser, som også tiltrækker en del kvindelige studerende, hvilket langt fra gælder alle de uddannelser, vi benytter os af i industrien.
Så det glæder mig meget, at flere nu får mulighed for at komme ind på drømmeuddannelsen. Vi har dog det positive problem, at de er så dygtige håndværkere, at andre brancher står på spring for at snuppe dem efterfølgende. Derfor samarbejder vi med U/Nord om at øge den maritime tilknytning blandt eleverne, så de tydeligt kan se de mange spændende muligheder i den maritime industri, siger Jenny Braat.
Bådebyggeruddannelsen flytter i første omgang ind på Helsingør Handelsskole, men planen er at flytte videre ned på de tidligere værtsarealer for at få endnu bedre og endnu større rammer til uddannelsen. Glimrende idé, mener Finn Wollesen, som er direktør hos skibsdesignvirksomheden Knud E. Hansen, der netop ligger i Helsingør:
- Jeg bakker meget op om flytningen til Helsingør, for der er brug for nye og bedre rammer. Når man uddanner sig til bådebygger, har man jo brug for at kunne prøve ting af i praksis. Derfor er idéen med at komme videre ned i de gamle værtsbygninger i min optik det helt rigtige. Det vil give mulighed for at bygge anlæg af en størrelse som på et skib, der gør, at eleverne kan få en realistisk oplevelse af problemer med fx el & automatik, et ventilationssystem eller et vandsystem ombord på et skib. Og at branchen efterspørger de pågældende kompetencer, er der ingen tvivl om, så en endnu bedre uddannelse kan vi kun bakke op om, siger Finn Wollesen.
En anden, der netop efterspørger disse kompetencer, er Jonas Pedersen, direktør i Tuco Marine Group. Så han ser ligeledes frem til, at der i de kommende år bliver uddannet langt flere dygtige bådebyggere:
- Jeg synes, det er en rigtig god nyhed, at uddannelsen til bådebygger nu vender tilbage til Helsingør, får større og mere tidssvarende faciliteter samt mulighed for at optage langt flere elever. Jeg repræsenterer jo den del af nybygningsværfterne, som ofte arbejder med helt nye teknologier, og vi står på spring for at tage flere nye lærlinge, som er up to date og for eksempel er fortrolige med at bygge i komposit. Så det er en god nyhed for branchen, at vi fremover får uddannet flere bådebyggere – det er der helt klart behov for, siger Jonas Pedersen.
Bådebyggeruddannelsen har over de senere år oplevet en markant stigning i antallet af ansøgere og kommer i de nye rammer til at kunne optage i alt 50 elever i år.
