Maritime megatrends – hvor bevæger verden og branchen sig hen?
Torsdag den 10. marts 2022 kl. 9.00 -15.00 afholder Danske Maritime og Roskilde Universitet en fælles ’Maritime Megatrends Workshop’, hvor vi sammen zoomer ind på, hvor verden og den maritime branche er på vej hen – betragtet igennem de helt store briller.
Megatrends kan defineres som markante og meget store udviklingstendenser, som forventeligt fortsætter over en lang årrække og derfor påvirker udviklingen i samfundet betydeligt. Trends som vil være rammesættende for alle dele af et samfund.
Workshoppen samler industripartnere og forskere fra Det Blå Danmark for at dykke ned i og vurdere de megatrends, som kan få betydning for den maritime industri og de blå økonomier. Eksempelvis påvirker digitalisering, globalisering, teknologi, bæredygtighed og forbrugerkrav udviklingen i de næste årtier, men i hvor høj grad og i hvilken retning?
”Jeg glæder mig rigtig meget til at deltage i denne workshop, for jo mere vi kan og tør spå om fremtiden, jo bedre rustet er vi i branchen,” siger Jenny Braat, Danske Maritimes administrerende direktør. ”Det kan have stor betydning for udvikling af strategier og forretningsmodeller, at man har en klar fornemmelse af, hvor de helt store strømninger bevæger sig hen. Er det øget globalisering eller øget slowbalisering med et mere lokalt fokus, vi ser ind i? Og hvad sker der med forbrugernes forventninger om bæredygtighed eller den kolossale digitale udvikling, som pågår? Spørgsmålene er mange, og det bliver spændende at dykke ned i.”
Også på Roskilde Universitet er interessen for megatrends stor, og Andreas de Neergaard, som er dekan for Institut for Mennesker og Teknologi, ser samtidig et stort potentiale i at koble den maritime industri og universitetets forskere og eksperter tættere sammen:
”Roskilde Universitet søger at styrke vores forsknings- og uddannelsesimpact gennem tættere samarbejder med private og offentlige aktører. Et fokusområde for Institut for Mennesker og Teknologi er styrket samarbejde med Det Blå Danmark, og vi ser dette arrangement som en god måde til netop at sikre, at vores forskere og industrien får koordineret relevante emner inden for den maritime industri.”
Eksisterende megatrend-analyser vil sammen med FN’s Verdensmål danne det tematiske udgangspunkt for workshoppen, som foregår på Roskilde Universitet og bliver faciliteret af Matthew Spaniol, ph.d. Futures and Foresight Science.
”Vi er på Center for Maritim og Marin forskning” på RUC utroligt begejstrede for at kunne afholde arrangementet Maritime Megatrends sammen med Danske Maritime, og vi ser frem til et stærkt samarbejde med Danske Maritime og den maritime industri – også på længere sigt,” siger Line Reinhardt, lektor på Institut for Mennesker og Teknologi.
Alle er velkomne. Se programmet her, hvor du også kan tilmelde dig.
