Hjem > Nyheder > En bredere port mod de maritime uddannelser – ja tak! Den længe ventede opprioritering af Maritime DTU er en rigtig god nyhed for industrien
22. maj 2023

En bredere port mod de maritime uddannelser – ja tak! Den længe ventede opprioritering af Maritime DTU er en rigtig god nyhed for industrien

For den maritime industri i Danmark er det helt afgørende at kunne finde de rigtige medarbejdere. I en tid hvor den globale skibsfart bevæger sig mod klimaneutralitet, og hvor energieffektivitet er blevet mere vigtigt end nogensinde, er der en bevægelse i gang, som kræver både flere og endnu mere specialiserede kræfter i den maritime industri. Danmark er en stærk spiller i markedet, men har brug for endnu flere dygtige medarbejdere til at udvikle fremtidens skibe og opgradere den eksisterende verdensflåde.

En af de meget efterspurgte faggrupper er maritimt uddannede ingeniører, men der har i årevis været et stort gab imellem antallet af studerende og de ledige stillinger i den maritime industri. Derfor har Danske Maritime længe og vedholdende arbejdet for at få de maritime uddannelsesmuligheder ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby opprioriteret både politisk og i uddannelsesverdenen, og der er på tværs af industrien stor glæde over, at det nu er lykkedes.

Fremover tilbyder DTU en ny specialisering på Master of Science i Naval Architecture and Offshore Engineering, som vil blive meget efterspurgt blandt virksomhederne, og som også giver mulighed for yderligere specialisering med en erhvervsrettet Ph.d. Uddannelsen er et vigtigt bidrag til at sikre de rette kompetencer i fremtiden, hvor både meget teoretiske analyser og praktiske betingelser skal spille sammen på tværs af faggrupper.

Samtidig har DTU oprettet to nye professorater inden for det maritime område – med støtte af den Danske Maritime Fond og Orients’ Fond – som skal styrke forskningen og uddannelserne på det maritime område, og de studerendes indsigt i erhvervet, både nationalt og internationalt. Videre har Maritime DTU netop lanceret en ny hjemmeside, hvor al information om de forskellige maritime uddannelsesmuligheder samles.

Den styrkede prioritering og tilhørende positionering over for studerende er er yderst vigtig, siger Jenny Braat, adm. dir. hos Danske Maritime:

”Den maritime industri i Danmark begår sig i hård internationale konkurrence, hvor vores virksomheder er kendt for kvalitet og en høj grad af innovation. Vi har kæmpet for at synliggøre den meget store mangel på medarbejdere, som vi oplever, og nu er det helt afgørende at vise de unge, hvilke super interessante karrieremuligheder de kan få i den maritime industri. Hos os kan de bruge deres uddannelse til for alvor at gøre en forskel på den store bæredygtighedsagenda, de kan arbejde i hele verden, og de kan se frem til en bred vifte af spændende, faglige udfordringer mange år frem inden for Det Blå Danmark og inden for Søværnet. En skibsteknisk uddannelse på højt niveau åbner døren til nogle helt særlige karrieremuligheder, og både vi og vores medlemmer er utrolig glade for initiativerne fra DTU og glæder os til det videre gode samarbejde,” siger Jenny Braat.

Danske Maritime og vores medlemsvirksomheder indgår løbende i aktiviteter målrettet studerende og nyuddannede for at bidrage til, at de unge kender til alle mulighederne den maritime industri, og for at sikre et godt samspil samt faglig sparring med erhvervslivet.

På DTU’s nye maritime uddannelsesportal ligger også information om masteruddannelserne Maritime Engineering og Supply Chain Management and Logistics samt information om Bachelor of Science og Bachelor of Engineering tilknyttet det maritime uddannelsesområde ved DTU.

Den nye hjemmeside kan besøges her og vil også blive kædet sammen med Danske Maritimes uddannelses- og karriereportal www.maritimefuture.dk

Læs DTU’s nyhed om de nye professorer her.

Læs mere om