Danske Maritimes vicedirektør takker af efter sammenlagt 17 spændende år i den maritime industris tjeneste
Det er ikke hvem som helst, der nu tager et karrieremæssigt hop for at prøve noget nyt. Danske Maritimes vicedirektør Cecilie Lykkegaard har ad to omgange – og i ikke mindre end 17 år sammenlagt – været en dedikeret del af foreningens stab og ledelse, men vil nu bruge sin brede erfaring til noget nyt. Pr. 1. oktober er hun at finde som Public Affairs Director hos rådgivningsfirmaet Grace Public Affairs, hvor hun får ansvar for interessevaretagelse og rådgivning på tværs af brancher. De nye udfordringer skal dog ikke forstås som et fravalg af den maritime verden, siger Cecilie Lykkegaard:
”Det har været en både stor og meget svær beslutning at sige farvel til Danske Maritime. Det er jo ikke uden grund, at jeg i så mange år har arbejdet for og med den maritime industri, og at jeg nu har sagt ja til at bruge min faglighed på en ny måde, gør ikke min kærlighed til det maritime mindre. Det er en helt særlig branche, som jeg altid vil interessere mig for.
Over årene er der sket utrolig meget, og jeg er virkelig stolt af, hvor vi sammen er nået til. I dag er den maritime industri både stærkere, langt mere synlig og langt mere anerkendt – ikke mindst politisk – og også inden for uddannelse og rekruttering, som jeg har haft ansvar for, har vores mange indsatser sammen med medlemmerne båret frugt. Der er stadig meget at gøre, og Danske Maritimes indsats på området fortsætter med uformindsket styrke. Det glæder mig utrolig meget, for det er vigtigt at tiltrække morgendagens talenter til branchen.
Den maritime industri er inde i en virkelig spændende udvikling, og den kommer jeg fortsat til at følge med i, selv om jeg nu breder porteføljen ud. Jeg har været utrolig glad for mine år hos Danske Maritime og de mange forskellige ting, jeg har fået mulighed for at arbejde med, og jeg vil i den forbindelse gerne sige tak til Jenny Braat for mangeårigt, tæt og virkelig godt samarbejde samt – naturligvis – også til mine øvrige gode kollegaer og mange værdsatte samarbejdspartnere,” siger Cecilie Lykkegaard.
En tak der bestemt også går den anden vej fra Danske Maritimes adm. direktør Jenny Braat:
”Cecilie har været en fantastisk kollega, og for både Danske Maritime og mig rent personligt er det virkelig et tab, at hun nu stopper. Men jeg har stor forståelse for, at det kan være spændende at blive udfordret på nye måder, og jeg kender jo om nogen Cecilies brede vifte af kompetencer, som utvetydigt vil være en gevinst for hendes nye arbejdsplads.
Vi har i mange år haft et rigtig godt parløb, hvor hun har bidraget til Danske Maritimes vækst og mange aktiviteter, som – siden vi påbegyndte vores samarbejde – har ændret foreningens profil. Cecilie har altid haft et skarpt blik for medlemmernes behov, og jeg er utrolig glad for alle de gode ting, vi sammen har sat i søen. Hun har altid været god til at opdyrke gode, givende samarbejder, og jeg er ikke i tvivl om, at hun også blandt vores medlemmer vil blive savnet. I organisationen er vi nu fuld gang med at finde stærke nye kompetencer til erstatning, så vi både bygger videre på det eksisterende og samtidig har kapacitet til at tænke i nye baner, når der er behov for det.
Men nu er det for Cecilie blevet tid til at prøve noget andet, og det har jeg stor respekt for. Både jeg og resten af huset ønsker alt det bedste fremover, og så er Danmark jo heldigvis ikke større, end at vores veje helt sikkert vil krydses i ny og næ,” siger Jenny Braat.
Cecilie Lykkegaard har sidste arbejdsdag hos Danske Maritime den 22. september.
