Danske Maritime stifter nyt parti
Om alt går vel, kommer der ved det kommende folketingsvalg et nyt parti på stemmelisten: Maritimt Centrum. I spidsen for det epokegørende initiativ står Danske Maritime og et bredt udsnit af medlemmerne, som alle ser en klar fordel ved at samle alle maritime interesser i ét parti.
”For det er jo faktisk ret bøvlet at arbejde på tværs af omkring 14 forskellige ministerområder, så det bliver langt nemmere at få sit eget parti, som kun har fokus på det maritime,” fastslår Jenny Braat, adm. direktør i Danske Maritime og kommende folketingskandidat. ”Det, mener jeg sagtens, kan kombineres. Løsningen bliver muligvis at flytte Danske Maritime ind i lokalerne på Christiansborg,” uddyber hun.
Også Danske Maritimes formand Bjarne Foldager stiller sig til rådighed som folketingskandidat: ”Det er simpelthen så spændende, og det er faktisk virkelig underligt, at der ikke er andre brancher, som har gjort det samme,” siger Bjarne Foldager, som allerede har flere ordførerskaber i kikkerten: ”Vi skal jo alle sammen være maritime ordførere, og derudover kunne jeg godt tænke mig noget med sport, gastronomi eller seniorpolitik,” siger Bjarne Foldager, som også har planer om at kombinere det politiske med sit nuværende job i spidsen for MAN Energy Solutions og ikke mener, at det giver et nævneværdigt interessesammenfald.
Netop de spændende muligheder for at sammensætte ordførerskaber på en ny måde tiltaler også Morten Smedegaard fra Smedegaarden i Esbjerg: ”Jeg ser det som ret oplagt at fordybe mig i ligestilling, moms og økologi. Det er måske ikke det, vi taler allermest om her i Vestjylland, men desto mere grund til at gå forrest. Og vi er jo en industri, der faktisk ved noget om alt,” fastslår Morten Smedegaard.
Grundlæggende skal det nye parti sikre, at den maritime industris interesser kommer øverst på dagsordenen i de fleste ministerier og i de fleste udvalg. Så der er nok at tage fat på, siger Christina Ørskov fra Orskov Yard, der glæder sig til at stille op: ”Det optimale er jo så mange pladser i Folketinget, at vi også kan træffe beslutninger uden for mange politiske forhandlinger. Det behøver jo ikke være unødigt besværligt, når nu vi selv ved, hvad der er bedst,” fastslår Christina Ørskov, som udover maritim ordfører gerne vil være hovedstadsordfører. ”Jeg ser mig selv som et frisk pust i by-og-land diskussionen,” tilføjer hun.
Også på Fyn tager Jonas Pedersen fra Tuco Værft imod muligheden med kyshånd. ”Jo mere det maritime fylder på Slotsholmen, jo bedre, og i praksis kan jeg jo sagtens pendle i nogle af vores fartøjer. Så jeg stiller naturligvis op til valget, hvor jeg også kommer til at tale meget om fordelene ved livet som veganer og også ønsker at blive partiets værdiordfører,” siger Jonas Pedersen.
Frem mod valget skal Maritimt Centrum nu gøres stemmeberettiget, men det anser partistifter Jenny Braat for en formalitet: ”Jeg er slet ikke i tvivl om, at mange danskere – herunder alle vores gode medarbejdere – finder det utroligt anstrengende, at de politiske partier er så politiske. Så nu fokuserer vi på det umiddelbart vigtigste emne i dansk politik, og så tager vi selv teten på Christiansborg. Det glæder jeg mig meget til,” siger Jenny Braat.
Alle Danske Maritimes medlemmer opfordres nu til at spille ind med ønsker til politiske emner og ordførerskaber.
