Hjem > Nyheder > Folkemødet 2024 er veloverstået med engagerede debatter om vigtige maritime emner
17. juni 2024

Folkemødet 2024 er veloverstået med engagerede debatter om vigtige maritime emner

Der skal først og fremmest lyde en stor tak til alle, der var med til at gøre Folkemødet til en stor succes. Både oplægsholdere, publikum og samarbejdspartnere var med til at gøre det til tre rigtig gode dage.

Danske Maritimes debatter spændte i år bredt. Vi diskuterede grøn omstilling af den globale skibsfart, hvor vi blandt andet havde besøg af Peter Skaarup, og hvor det er godt at mærke den store opbakning, der generelt er til den danske maritime industri fra politisk hold. Også vores debat om cybersikkerhed trak et stort publikum, og her kunne chef for Center for Cybersikkerhed, Thomas Flarup, fortælle om trusselsniveauet, der jo netop blev hævet forud for Folkemødet, og om, hvor reel truslen fra øst er. Herudover holdt vi debatter om elektrificering af lokale færger og havne, hvor kommunerne i disse år skal en grønnere vej med færgetrafikken, og debatterede mangfoldighed og ligestilling i den maritime industri, som har brug for alle gode kræfter.

Vi havde også en række 1:1 samtaler, hvor adm. direktør i Danske Maritime, Jenny Braat, havde sat vigtige aktører i stævne. Det blev til gode snakke med Peter Mogensen, direktør i Kraka, der fortalte om den rapport Kraka Economics har udgivet, som viser en markant samfundsøkonomisk effekt ved at bygge krigsskibe og færger i Danmark. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen kiggede også forbi til en snak om, hvordan vi sikrer nok kvalificeret arbejdskraft til den maritime industri i fremtiden. Ministeren var fortrøstningsfuld på industriens vegne og udtrykte ligeledes begejstring for den udvikling, som industrien er inde i. Sidst, men ikke mindst, havde vi en god samtale med Claus Lundholm Andersen fra FMI, der gjorde publikum klogere på fremtidens danske forsvar til søs.

En særlig tak skal gå til samtlige oplægsholdere og panelister: Thomas Flarup, Kåre Groes, Rune Rasmussen, Peter Have, Bjarne Foldager, Nina Groes, Rosa Lund, Jesper Bonde, Anders Ørgård, Bo Hansen, Kirsten Sydendal, Ane Halsboe-Jørgensen, Peter Mogensen, Claus Lundholm Andersen, Klaus Engberg, Jakob Nørr, Søren Meyer og Peter Skaarup.

Derudover selvfølgelig en stor tak til de to veloplagte croonere Mogens Jensen og Søren Pind, der sædvanen tro fik både Postbåden og hele kajen til at gynge med på sømandsviser.

Vi ser allerede frem til næste år, hvor vi igen byder velkommen på Postbåden Peter. Tak til Danske Havne og Danske Rederier for et godt samarbejde. Tak til Den Danske Maritime Fond for at støtte Det Blå Danmarks vigtige tilstedeværelse på Folkemødet.

 

Læs mere om