Hjem > Nyheder > IMO vedtager klimaaftale – et skridt i den rigtige retning
11. april 2025

IMO vedtager klimaaftale – et skridt i den rigtige retning

Efter lange og vanskelige forhandlinger er det lykkedes medlemslandene i FN’s internationale søfartsorganisation (IMO) at vedtage en ny historisk klimaaftale for skibsfarten. Aftalen sætter kurs mod en klimaneutral global skibsfart i 2050, og selv om den ikke er så ambitiøs, som vi fra dansk og europæisk side har ønsket, så udgør aftalen et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Aftalen er vedtaget med flertal – inklusive Kina – og det er første gang, IMO når til enighed om en global CO₂-afgift koblet med konkrete brændstofstandarder. Danske Maritime har som en del af den europæiske organisation for maritim industri CESA deltaget i forhandlingerne og arbejdet målrettet for ambitiøse mål. Danmark og EU har i hele processen været drivkræfter for at skubbe ambitionerne fremad, og det europæiske pres har været afgørende for, at aftalen nu indeholder både klimaafgifter og tekniske krav.

“Selv om langt fra alle ønsker kom med, så er det et vigtigt skridt, at IMO nu har vedtaget en global klimaaftale for skibsfarten efter et langt og sejt træk,” siger Jenny N. Braat, CEO i Danske Maritime. “Aftalen vil ikke alene være god for verdens klima, men også styrke de virksomheder, der udvikler grønne maritime teknologier. Den danske industri står stærkt, og vi har meget at byde ind med, når det handler om at bidrage til den grønne omstilling af den globale flåde.”

Hvad er aftalt:

  • Teknisk og økonomisk støtte: Etablering af en IMO-fond og et GHG-intensitetsregister for at støtte implementeringen af de nye tiltag.​
  • Fortsat drøftelse om emissionsprissætning: Der er endnu ikke enighed om den præcise udformning og implementering af en global CO₂-afgift, men et forslag er en afgift på $80–$100 pr. ton CO₂.​

Hvad udestår, som vi gerne have set medtaget:

  • Bindende regulering: De konkrete juridiske ændringer til MARPOL-konventionen forventes først vedtaget i oktober 2025 og at træde i kraft i 2027.​
  • Specifikke krav til grønne brændstoffer: Der er ikke fastsat bindende krav til andelen af grønne brændstoffer.
  • Implementeringsplan: En detaljeret plan for, hvordan medlemslandene skal implementere og håndhæve de nye regler, mangler stadig.​

Der er således behov for et betydeligt opfølgende arbejde henimod ikrafttrædelse af ”net zero framework” og tiltænkt godkendelse på det kommende ekstraordinære MEPC-møde i efteråret.  Forhandlingerne har været præget af komplekse hensyn og modstridende interesser. Aftalen er resultatet af et kompromis, og ambitionsniveauet kunne have været højere med tydeligere incitamenter til at implementere nye klimavenlige teknologier

Men aftalen må betragtes som et positivt skridt i den rigtige retning, hvor grøn teknologi og bæredygtige løsninger bliver fremtidens standard med stort potentiale for danske virksomheder, som allerede i dag er blandt verdens førende inden for grønne maritime teknologier, energieffektivisering og bæredygtigt skibsdesign.

Danske Maritime ser frem til det videre arbejde med implementeringen og til at støtte medlemmerne i at omsætte de nye mål til løsninger, der både styrker klimaet og konkurrenceevnen. Tak til gode samarbejdspartnere i forhandlingsprocessen, ikke mindst Søfartsstyrelsen, som har lagt et stort arbejde i forhandlingerne.

Læs mere om