Når nyt udstyr og nye metoder er udviklet, er der for udstyr til brug i skibe krav om klassegodkendelser, opfyldelse af direktivkrav som f.eks. EU Marine Equipment Directive, typegodkendelser og andre godkendelser. Konventionsskibe skal være i klasse hos et anerkendt klassifikationsselskab. Da skibe i forhold til anden industriproduktion bygges i små serier, vil der være relativt høje omkostninger knyttet til design, konstruktion, godkendelse og produktion.

For skibsfart er der særlige sikkerheds- og vedligeholdelsesforhold, som medfører at skibenes ejere og operatører i mange tilfælde vil foretrække velafprøvet udstyr, der erfaringsmæssigt har vist sin egnethed, og hvis brug er velkendt for besætningen. Bryder udstyr sammen på havet, er det ofte vanskeligt at have tilgang til alle reservedele og at reparere medfører betydelige omkostninger, hvis skibet er ude af drift. Skibe kræver derfor typisk mere driftssikkert udstyr end tilsvarende på land.

Driftspålidelighed er essentiel og producenter udfører derfor egne tests, hvorfor produktet har mange driftstimer inden at det kommer på markedet.

Det er vanskeligt at opnå en fuldt dækkende driftserfaring med førstegeneration af udstyr eller metoder, der er helt nyudviklede. Det er kun muligt at indføre ny teknologi, hvis nogen vil være de første til at bruge den, og der bør derfor være incitamenter til installation af nyt udstyr. Energieffektivitet, reduktion af emissioner og enkel vedligeholdelse er positivt, men flere andre forhold som finansiering og tilbagebetalingstid for kunden er afgørende for valg af teknologi

Nye regler inden for sikkerhed, klima og miljø vil i mange tilfælde være den afgørende faktor, når der skal investeres i ny teknologi. Nye regler følges dog ofte op af ændringer, når de første erfaringer med reglerne er høstet. I flere tilfælde har det vist sig, at udstyr, der skal opfylde nye krav, først kan udvikles, når regelsættet er vedtaget. En potentiel køber, der overvejer at investere før reglernes ikrafttræden, vil ikke kunne finde referenceinstallationer, og mange vil derfor se en risiko for, at det nye udstyr ikke vil kunne leve op til forventningerne, eller at reglerne bliver skærpet, hvis det viser sig, at den nye teknologi ikke løser problemet som ventet.

Resultatet bliver, at mange søger at vente, indtil andre har investeret i den nye teknologi. Jo flere der vælger at vente jo mere vil tendensen til at vente brede sig. Dette har i nogle tilfælde ført til et politisk pres for at udskyde et nyt krav med den begrundelse, at teknologien ikke er moden. Det fører under alle omstændigheder til, at producenterne ikke får tid til at opbygge et marked, og at de ikke får høstet erfaringer, før der skal leveres et stort antal installationer på meget kort tid. Et sådant forløb kunne modvirkes af et regelsæt eller en klausul, der indebærer, at de første generationer af udstyr fortsat kan anvendes, uanset om de viser sig ikke helt at leve op til kravene, eller de senere skærpede krav. Det er væsentligt, at de, der investerer i god tid (first movers), sikres fordel heraf. De, der investerer i senere generationer af produkter, bør ikke have yderligere fordele af at vente.