Hjem > Nyhedsbreve - indlæg > Maritime talenter i Nordjylland skal sikre arbejdskraft til blå vækst
30. november 2016

Maritime talenter i Nordjylland skal sikre arbejdskraft til blå vækst

Mangel på kvalificeret faglært arbejdskraft er en stopklods for udviklingen i de maritime erhverv i Nordjylland. Projektet “Maritime talenter” skal sikre, at talentfulde lærlinge får kvalificeret viden og støtte tidligt i uddannelsesforløbet.

Bag projektet står EUC Nordvest, EUC Nord og MARTEC samt en række netværkspartnere såsom MARCOD, Orskov Yard A/S, MAN Diesel & Turbo SE, Vestergaard Marine Service A/S, Soft & Teknik A/S, Hirtshals Yard A/S samt Mariendal El-Teknik A/S.

Projektet er støttet af Region Nordjylland og har som mål at blive et modelprojekt, der skal afstemme branchen med talentfulde elever og skolerne. De unge skal allerede under deres praktikophold have den fornødne støtte og udfordring og sikres beskæftigelse i branchen efter endt uddannelse.

Det er blandt eleverne på uddannelserne til smed, industritekniker, elektriker og skibsmontør på EUC Nordvest og EUC Nord, at de skarpeste maritime håndværkere skal findes. Derudover indgår maskinmesteruddannelsen på MARTEC også, da mange faglærte vælger at læse videre ad denne vej. De unge skal udpeges allerede i deres første periode som lærlinge ude i virksomhederne og på hovedforløbet.

Forløbet kan f.eks. involvere, at lærlingen stilles over for større udfordringer eller særlige opgaver, som adskiller sig fra, hvad man normalt giver til denne type elever. I modsætning til andre talentforløb, er der dog i lige så høj grad fokus på høj faglighed og ikke bare teori.

Evnerne skal udfordres
De særlige talentforløb skal samtidig have særlig fokus på de forhold og præmisser, som gør sig gældende ude i virksomhederne. Den maritime branche stiller særlige krav til deres medarbejdere og produkter, som allerede tidligt skal indarbejdes i uddannelsen.

Projektet er motiveret af nye krav til erhvervsuddannelserne om netop at sætte mere fokus på at udvikle talentpotentialet blandt deres elever. Hvordan gør man lige det? Det skal afklares via dialog med virksomhederne og efterfølgende udvikling af nye modeller og samarbejdsformer. Der skal også afvikles særlige talent-camps, hvor elever på erhvervsuddannelser og studerende fra maskinmesteruddannelsen arbejder sammen om at løse problemstillinger ude i de maritime virksomheder.

Læs mere om