Hjem > Nyheder > Finanslovsforslag sender milliarder mod forsvar og fastholder fokus på maritime kompetencer
9. oktober 2026

Finanslovsforslag sender milliarder mod forsvar og fastholder fokus på maritime kompetencer

Regeringens forslag til finanslov for 2027 indeholder bl.a. forslag på tre områder, som får særlig betydning for den maritime industri i de kommende år. Nemlig forsvar og sikkerhed, maritime kompetencer samt udviklingen af fremtidens grønne teknologier.

Den største prioritering er forsvarsområdet. I 2027 afsættes 12,4 mia. kr. til materielanskaffelser og 6,8 mia. kr. til materieldrift. Dertil kommer investeringer i NATO-relaterede anlæg og en række initiativer inden for beredskab og maritim sikkerhed.

For den maritime industri er det særligt interessant, at finanslovsforslaget understøtter samarbejde mellem Forsvaret og dansk erhvervsliv om udvikling, produktion og markedsføring af forsvars- og redningsmateriel.

Adm. direktør i Danske Maritime, Jenny Braat, ser et betydeligt potentiale i de kommende investeringer:

“Danmark står over for historisk store investeringer i forsvar og sikkerhed. Det giver en oplagt mulighed for at styrke dansk produktion, teknologiudvikling og maritime kompetencer. De danske maritime virksomheder har løsningerne og erfaringen til at bidrage, men det kræver, at industrien bliver tænkt aktivt ind, når investeringerne skal omsættes til konkrete projekter og indkøb. Det ser vi frem til at bidrage til,” siger Jenny Braat.

Finanslovsforslaget fastholder investeringerne i de maritime uddannelsesinstitutioner, herunder SIMAC, MARTEC, Fredericia Maskinmesterskole, Aarhus Maskinmesterskole og Teknika. Samtidig afsættes 157,5 mio. kr. til maritime grunduddannelser. Hertil kommer oprettelsen af 800 nye engelsksprogede STEM-studiepladser.

Det er en vigtig prioritering i en tid, hvor mange maritime virksomheder efterspørger endnu flere kvalificerede medarbejdere.

Samtidig fortsætter den grønne omstilling med finansiering af PtX, grønne brændstoffer og energiinfrastruktur, som kan få stor betydning for fremtidens skibsfart. På færgeområdet afsættes der midler til tekniske investeringer på lokale færgeruter, ligesom støtten til miljøteknologiske udviklings- og demonstrationsprojekter videreføres, hvor der er afsat 52,7 mio. kr. årligt i perioden 2027 til 2029.

Selvom finanslovsforslaget indeholder flere elementer med betydning for den maritime industri, savner Danske Maritime en mere direkte satsning på maritime styrkepositioner.

“Den maritime industri spiller en vigtig rolle for både Danmarks sikkerhed, eksport og grønne omstilling. Derfor havde vi gerne set, at finanslovsforslaget også indeholdt målrettede investeringer i maritim forskning, teknologiudvikling og maritime test- og demonstrationsfaciliteter. Skal Danmark fastholde sin position som en af verdens førende maritime nationer, kræver det løbende investeringer i innovation og udvikling,” afslutter Jenny Braat.

Du kan læse hele finanslovsforslaget her: https://fm.dk/udgivelser/2026/oktober/forslag-til-finanslov-for-finansaaret-2027/

Læs mere om