Nedtælling til Danish Maritime Days 2018
Så er nedtællingen i gang! Om knap en måned slår vi dørene op for mange interessante maritime konferencer, seminarer, workshops og debatter under Danish Maritime Days 2018.
Ugen starter med et åbningsindslag og en reception den 1. maj hos Danske Rederier. Her kan man blive introduceret til nogle af de begivenheder, der afholdes de følgende dage, og man kan høre Søren Toft, vicedirektør hos Mærsk Line, tale om handelsbetingelser set fra Mærsks perspektiv. Herefter er der mulighed for at netværke, mens man nyder en drink til live jazzmusik.
Danish Maritime Technology Conference den 2.-3. maj samler nationale og internationale interessenter og har fokus på digitalisering, nye teknologier og kompetencer, som kan leve op til stadig smartere, grønnere og mere intelligente maritime systemer. Konferencen afholdes i Lokomotivværkstedet i København.
Den 2.-3. maj præsenterer Nor-Shipping deres Opening Oceans Conference, som fokuserer på bæredygtigt økonomisk samarbejde mellem de mange maritime industrier.
Maritime Danmark står for messen Danish Maritime Fair den 2.-4. maj i Lokomotivværkstedet. Messen fremviser den maritime industri og gør det muligt for både små og store firmaer at præsentere sig og promovere deres produkter for hele verden.
Check kalenderen her for at få det fulde overblik over de mange begivenheder og aktiviteter under Danish Maritime Days 2018.