Artikel i Ports of Denmark fra Danske Maritime: Nytænkning af skibsbygning på Lindø
Kig til venstre, næste gang du nærmer dig Odense Havn. For her er vi i fuld gang med at bygge SDU Center for Large Structure Production (LSP). Verdens største robotcenter af sin art, når man ser på de elementer, som her skal producere til skibe, off shore og byggeriet. Det bliver noget ganske særligt!
Robotterne rykker ind i den maritime industri
I skibsdelen LSP Ship Factory er de fælles ambitioner tårnhøje, og projektet samler nogle af landets mest erfarne aktører for at nytænke skibsbygning gennem robotteknologi og digitale løsninger. Ambitionen er at flytte flere af de tunge og manuelle opgaver på værfter væk fra mennesker over på robotter.
I det nye center kommer mange fagligheder til at mødes under samme tag. Data og digitale modeller fødes ind i den ene ende, hvor avancerede beregninger afgør, hvordan de store elementer skal bygges. I den anden ende tager de store robotter over og begynder at skære, bearbejde og svejse stålet – præcist og gentageligt. Det, der før krævede mange tunge, manuelle løft, bliver her udført af maskiner og robotter.
Opgaverne kan dermed løses hurtigere og mere sikkert, og kvaliteten af arbejdet kan hele tiden overvåges digitalt. For medarbejderne betyder det mindre fysisk slid og mere fokus på de opgaver, hvor erfaring og viden virkelig gør en forskel. For de unge, der skal ind i branchen, åbner det for nye, attraktive roller med robotteknologi, programmering, AI og digital styring som en naturlig del af arbejdet.
Et fælles løft for industrien
De nye store haller bliver et mødested, hvor robotoperatører, skibsdesignere, ingeniører og værftsfolk arbejder sammen om at afprøve og udvikle teknologier, som derefter kan rulles ud til værfterne. Det er ikke bare en testfacilitet, men et laboratorium i fuld skala, hvor Danmark tager førertrøjen på i udviklingen af fremtidens skibsbygning.
Projektet nyder bred opbakning fra virksomheder og organisationer på tværs af industrier. EU’s REACT-midler har allerede bidraget til opbygningen, og Innovationsfonden har bevilget midler til forskning i mulighederne for at anvende robotteknologi og kunstig intelligens på danske værfter.
Fremtidens rammer på Lindø
Med LSP skabes der et stærkt fundament for, at Danmark kan håndtere både global konkurrence og mangel på arbejdskraft gennem nye teknologiske løsninger. Samtidig lægges grunden til at hjemtage og fastholde de nødvendige kompetencer til at bygge og vedligeholde både civile og militære skibe.
Dansk skibsbygning er dermed godt på vej ind i en udvikling, hvor robotteknologi, digitalisering og samarbejde på tværs af industrier kan styrke arbejdsprocesser og konkurrenceevne. På den måde kan den maritime industri fastholde og udvikle sin position i de kommende år.
Vi glæder os meget til at slå dørene op til næste år, hvor de store robotter er på plads, og huset bliver en smeltedigel af dansk innovationskraft.
