Besøg fra Kina studerer dansk maritim teknologi
I dagene 19.-21. september 2023 besøger en delegation fra Kinas Industri- og IT ministerium Danmark. Delegationen ledes af viceminister Wang Jiangping og Li Yi, Deputy Director General of Department of Equipment Management. Udover embedsfolk fra ministeriet, som bl.a. har ansvar for skibsbygning og maritimt udstyr, består delegationen af repræsentanter fra en række kinesiske værfter og maritime virksomheder.
Delegationen besøger Danmark som led i det bilaterale samarbejde på søfartsområdet på invitation fra Søfartsstyrelsen. Den 19. september blev det 3. møde i Sino-Danish Joint Working Group afholdt i Eigtveds Pakhus i København, hvor både Danske Maritime og flere medlemsvirksomheder var inviteret til at give indlæg om ny klimavenlig maritim teknologi. Mødestedet var valgt med omhu, for det var fra dette historiske pakhus, at te, porcelæn og andre fine kineserier fragtet med sejlskibe fra Kina til Danmark i 1700-1800-tallet blev fremvist og solgt.
Den 20. september var der studiebesøg hos MAN Energy Solutions. Her startede dagen i museet DieselHouse, hvor delegationen oplevede at den store B&W 2000 motor fra 1933 blev startet. Motoren er en otte cylindret, dobbeltvirkende, længdeskyllet totaktsmotor, med en boring på 840 mm og en slaglængde på 1500 mm. Motoren er 24,6 meter lang, 12,5 meter høj, vejer 1400 tons og blev bygget af B&W skibsværftet til at producere strøm til København. B&Ws motorfabrik blev senere til MAN Energy Solutions, der fra hovedkontoret i København i dag står for at udvikle og designe skibsmotorer, der sælges over hele verden.
Herefter var der møde hos MAN Energy Solutions, hvor virksomhedens moderne motorteknologi, herunder skibsmotorer til nye bæredygtige brændstoffer som metanol og ammoniak, blev præsenteret for de kinesiske gæster. Præsentationen blev fulgt af grundig teknisk diskussion, der viste, at også Kina er langt fremme med avanceret maritim teknologi.
En meget stor del af verdens skibsbygning foregår i dag i Kina, og for en række af Danmarks maritime virksomheder er det kinesiske marked i kraft af dets størrelse af stor betydning. Derfor er dialog om maritime markedsforhold mellem myndigheder i Kina og Danmark og industriens mulighed for at blive hørt af stor betydning.
