Hjem > Nyheder > Bjarne Foldager valgt som ny formand for Danske Maritime
30. april 2019

Bjarne Foldager valgt som ny formand for Danske Maritime

Ved årets generalforsamling i den maritime industris brancheforening Danske Maritime torsdag den 25. april, blev Bjarne Foldager, der er CEO i MAN Energy Solutions, valgt som ny formand. Han overtager formandsposten fra Thomas S. Knudsen.

I torsdags kunne Danske Maritime fejre sin 100-årsdag. Forud for den officielle fejring lå den årlige generalforsamling, der ligeledes kom til at markere en overgang. Her blev der nemlig valgt en ny formand, Bjarne Foldager, CEO i MAN Energy Solutions.

”Jeg har fulgt den maritime branche i mere end 25 år. Det er en ære, at jeg nu får lov til at være med til at tegne foreningens kurs, og jeg vil gerne takke for denne tillid. Den maritime industri er et globalt erhverv, og konkurrencen fra andre maritime nationer er hård. Desværre er det ikke nok at være en innovativ og nytænkende industri i den globale konkurrence, hvis de andre har vilkår, der er markant bedre end vores. Vi vil i Danske Maritime fortsætte arbejdet med at skabe bedre vilkår og muligheder for alle medlemsvirksomheder,” forklarer Bjarne Foldager.

”Jeg ser frem til at skulle arbejde sammen med Bjarne Foldager. Jeg er ikke i tvivl om, at Bjarne i rollen som formand for Danske Maritime er den helt rette til at stå i spidsen for vores arbejde med at forløse de mange muligheder, som vi som branche står over for.”

Bjarne Foldager overtager formandsposten fra Thomas S. Knudsen, der ved årsskiftet trak sig fra posten som CEO i MAN Energy Solutions.

”Jeg vil gerne sige tak til Thomas S. Knudsen, der faktisk er blandt de længst sidende formænd i Danske Maritimes nu 100-årige historie. Hans viden om branchen og behagelige væsen har været en kilde til inspiration og god sparring ikke blot for mig og Foreningen, men for hele den maritime industri,” fortæller Jenny N. Braat, der er administrerende direktør i Danske Maritime.

At Danske Maritime senere på dagen kunne fejre sin 100-årsdag, gjorde ikke udnævnelsen mindre væsentlig. Den maritime industri er mere end nogensinde før i en udsat position, med globale udfordringer, men også globale muligheder. Derfor kommer Bjarne Foldager da også på arbejde allerede fra dag et. En flyvende start er dog ikke noget, som Foreningens administrerende direktør er bange for, vil volde den ny formand problemer.

”Bjarne har været en del af branchen i mange år, og han har stor indsigt i den maritime industri og i Det Blå Danmark i det hele taget. Både nationalt og internationalt fra sin karriere i MAN Energy Solutions og før det fra Mærsk. Den indsigt og erfaring, som han bringer til bordet, vil komme hele den danske maritime industri til gavn. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om,” afslutter Jenny N. Braat.

Vil du høre mere?

Kontakt kommunikationschef Nicolai Eilstrup på nie@danskemaritime.dk eller 31 43 71 46.

Bjarne Foldager ny formand for Danske Maritime
Bjarne Foldager valgt som ny formand for Danske Maritime

 

— FØLG DANSKE MARITIME PÅ LINKEDIN —


Læs mere om