Hjem > Nyheder > Den nye Europa-Kommission har fået til opgave at udarbejde en strategi for den maritime industri. En god og længe ventet nyhed
18. september 2024

Den nye Europa-Kommission har fået til opgave at udarbejde en strategi for den maritime industri. En god og længe ventet nyhed

Kandidaten til Kommissionspræsident, Ursula von der Leyen, har nu sat sit nye hold. Både hun og resten af kommissærkandidaterne skal dog stadig godkendes af Europa-Parlamentet, før de officielt kan tiltræde, men allerede nu er opgaverne fordelt, så vi kan se, hvilke kommissærer der fremover i særlig grad har indflydelse på den maritime industri.

Danske Maritime glæder sig over, at Dan Jørgensen er udpeget til den vigtige post som EU-kommissær for energi og boligpolitik. Her skal han arbejde for lavere energipriser, styrket energieffektivitet og for, at EU bliver mere selvforsynende på energiområdet. Dette arbejde vil have stor betydning for den grønne omstilling af skibsfarten, adgangen til fremtidens grønne brændstoffer og industriens konkurrenceevne, og Danske Maritime ser frem til et godt samarbejde med vores nye, danske kommissær om muligheder og behov i den maritime industri.

En anden central kommissærkandidat er Apostolos Tzitzikostas fra Grækenland – tidl. guvernør for den græske region Centralmakedonien samt formand for EU’s Regionsudvalg fra 2020 til 2022 – som bliver kommissær for transport og turisme. Tzitzikostas har fået til opgave at “foreslå en ny maritim industristrategi for at forbedre konkurrenceevnen, bæredygtigheden og robustheden i den europæiske maritime fremstillingssektor” – som længe efterspurgt af den samlede europæiske maritime industri, herunder Danske Maritimes medlemmer.

At udarbejde en maritim industristrategi er en utrolig vigtig opgave. Den maritime industri i Europa har en afgørende rolle i at producere og udvikle de teknologier, der skal sikre den grønne omstilling af skibsfarten globalt, samtidig med at den skal levere fartøjer til Europas forsvar. Industrien står klar til begge opgaver, og potentialet er stort. Men den maritime industri i Europa er udfordret af konkurrenceforvridninger fra resten af verden, som også satser strategisk på den maritime industri. I Asien har vi længe set statsstøtte og strategier, der skal sikre særligt en stor skibsbygningsindustri. Nu ser vi også USA’s modsvar, både i form af statsstøtte til egen produktion og kritiske undersøgelser af kinesisk statsstøtte. Her er EU også nødt til at komme med et modsvar, der sikrer en fair global konkurrencesituation for den europæiske maritime industri, understreger administrerende direktør hos Danske Maritime, Jenny Braat:

”Der er behov for en strategi, der går på tværs af hele Europa, hvilket vi både selv og via vores fælleseuropæiske organisation SEA Europe har arbejdet for længe. Global konkurrenceforvridning er noget, vi desværre alle sammen oplever, og samtidig skal vi sikre en fair konkurrencesituation internt i Europa, så vi undgår nationale støtteordninger fra de største lande med de dybeste lommer. Så en fælleseuropæisk strategi skal sikre, at de bedste virksomheder vinder konkurrencen om både investeringer og kunder i en fair konkurrence – og den skal sikre, at Europa taler med én stærk stemme, når vi på globalt niveau arbejder kræver fair konkurrencevilkår.”

Læs mere om SEA Europes anbefalinger til en europæisk maritim strategi her: https://www.seaeurope.eu/images/Setting_sail_to_build_in_Europe_10000_sustainable_and_digitalised_vessels_by_2035_SEA_Europes_call_for_a_European_maritime_industrial_strategy_April_2024.pdf

Læs mere om