Hjem > Nyheder > Eksperter fra fire verdensdele samlet i Japan om skibsbygningsprognoser – grønne krav og voksende verdenshandel tegner et lovende billede
3. juli 2025

Eksperter fra fire verdensdele samlet i Japan om skibsbygningsprognoser – grønne krav og voksende verdenshandel tegner et lovende billede

Hvad bringer fremtiden for det globale nybygningsmarked for skibe – og hvordan vil den grønne omstilling forme udviklingen? Det var hovedspørgsmålene, da eksperter fra Japan, Korea, Kina og Europa for nylig mødtes i Yokohama til det årlige International Shipbuilding Forecasting Experts Meeting (ISFEM).

Som formand for den europæiske delegation deltog Danske Maritime i et program præget af indsigtsfulde oplæg, prognoser og drøftelser om globale markedsudsigter, udviklingen inden for skibstyper og kommende reguleringer. Alt i alt er der grund til optimisme.

Skibsbygning i dag på højt niveau – og med lovende fremtidsudsigter

For det globale skibsbygningsmarked befinder sig på et markant højere niveau end for få år siden. Efter to år med særdeles høj nybygningsaktivitet forventes en mere balanceret udvikling i den nærmere fremtid, men behovet for nye skibe ventes fortsat at være betydeligt og præget af sund vækst frem mod 2040.

Samtidig blev det med analyserne meget tydeligt, at branchen globalt står over for en omstilling af historiske dimensioner – særligt som følge af nye krav til miljø- og klimaaftryk og dermed også energieffektiviteten af det enkelte skib. Det stiller store krav til rederier, som værfterne, udstyrsproducenterne og den øvrige maritime industri får travlt med at bidrage til.

Kravene rummer dermed et stort forretningsmæssigt potentiale for nye, bæredygtige løsninger, og skibe, der lever op til de nye grønne standarder, forventes at blive efterspurgt i stigende grad. Her står den danske maritime industri stærkt. I årevis har danske virksomheder været blandt frontløberne inden for grøn teknologi, og mange leverer allerede i dag løsninger, der bidrager til at reducere klima- og miljøaftrykket fra skibsfarten.

IMO’s klimaramme kan blive et vendepunkt

Et centralt punkt på mødet var præsentationen af IMO’s nye “Net-Zero Framework”, som ventes vedtaget i oktober 2025. Rammen skal bane vej for markante CO₂-reduktioner i skibsfarten og vil få stor betydning for både fremtidens nybygningsbehov og valg af teknologi.

Især teknologier, der kan forbedre energieffektiviteten, ventes at få stigende betydning i lyset af de kommende krav. I den forbindelse understregede Danske Maritime, at det er afgørende, at den nye klimaramme ikke blot vedtages – men også implementeres effektivt med tydelige mekanismer for global håndhævelse.

Næste ISFEM-møde finder sted i Yangzhou, Kina.

 

Kilde: ISFEM & SEA Europe, baseret på data fra S&P Global

Note: Prognoserne viser det forventede behov for nybygninger målt som et gennemsnit over flere år. Beregningerne baserer sig på både forventet udskiftning af den eksisterende flåde og ændringer i efterspørgslen efter søtransport. De faktiske leverancer i et enkelt år kan dog ligge højere eller lavere end det prognosticerede gennemsnit, afhængigt af den aktuelle markedssituation.

Læs mere om