Del:

Erhvervsskoleelever på besøg hos FAYARD

29 erhvervsskoleelever og lærere fra grundforløb på TEC og NEXT København besøgte FAYARD A/S og LORC Testcenter på Lindø Port of Odense, hvor de både blev præsenteret for virksomhedernes forretningsstrategi og dagligdag i dokkerne og i testcentret.

Glad for at bidrage til erhvervsuddannelser
”Det er vigtigt, at vi virksomheder åbner vores døre for unge, så de kan se, hvad her foregår og få sat billeder på, hvad et arbejde i den maritime industri kan indeholde. I FAYARD A/S er vi glade for at kunne bidrage til, at flere unge måtte vælge en erhvervsuddannelse, som vores samfund har hårdt brug for. Det tager jo tid, før de unge er uddannet, så vi skal hele tiden gøre noget aktivt for at få nye unge i uddannelse,” siger Ivan S. Larsen, Sales Manager, FAYARD A/S, hvor ti procent af de ansatte er lærlinge.

Så store skibe i tørdokker
For eleverne var det en stor oplevelse at se store skibe ligge i tørdokkerne og et andet på kajen til reparation, samt at se den store kran og de store vindmølledele helt tæt på. For lærerne var det en øjenåbner, hvor stort et projektledelsesarbejde FAYARD har, for at få alting til at spille sammen til kundernes tilfredshed. På hjemvejen kunne eleverne vinde biografbilletter i en Tip en 13’er om den maritime industri.

Spændende og anderledes jobmuligheder
”Igen er vi meget glade for, at et af Danske Maritimes medlemmer er engagerede i uddannelsestiltag, vi laver i Fremtidens Maritime Håndværker, som for os er vejen frem i forhold til at sikre den nødvendige arbejdskraft i de kommende år. Det gælder om at etablere kontakt og kendskab til hinanden skolerne og virksomhederne imellem og om at gøre opmærksom på den maritime industris spændende og anderledes uddannelses- og jobmuligheder,” siger Jo Dietrich, maritim lærlingekoordinator i Fremtidens Maritime Håndværker/Danske Maritime.

Besøget var arrangeret af Fremtidens Maritime Håndværker, FAYARD A/S og LORC Testcenter.