EU anerkender maritim industri som strategisk hjørnesten for Europas fremtid
Europa-Kommissionen offentliggjorde i dag den længe ventede EU Industrial Maritime Strategy – et afgørende nybrud i europæisk industripolitik. For første gang anerkendes den maritime industri som en strategisk sektor på linje med forsvar, energi og halvledere. Strategien følger direkte op på de 22 anbefalinger i SEA Europes manifest fra april 2024 og sætter handling bag kravet om at genopbygge Europas skibsbygning og maritime værdikæder.
I årtier har europæiske værfter og udstyrsproducenter konkurreret mod statsstøttede asiatiske industrier uden tilsvarende europæisk modspil. Det har kostet kapacitet, markedsandele og kritiske kompetencer. Med den nye strategi lægger Kommissionen op til en mere aktiv og målrettet industripolitik, der skal sikre fair konkurrence, styrke produktionskapaciteten og gøre Europa mindre afhængig af tredjelande.
Initiativet blev sat i gang i 2024 af Kommissionsformand Ursula von der Leyen, som gav transportkommissær Apostolos Tzitzikostas mandat til at udarbejde en samlet plan for sektorens fremtid. I dag er det løfte indfriet – til stor tilfredshed for adm. direktør i Danske Maritime, Jenny Braat:
“Det er utroligt positivt, at Kommissionen nu anerkender den maritime industri som en strategisk industri for Europa. Strategien viser, at EU vil satse målrettet på at styrke en europæisk maritim industri, der møder en unfair konkurrencesituation globalt. Det er ligeledes positivt, at man vil bruge flere af EU’s midler i Europa og skabe bedre finansieringsløsninger for europæiske virksomheder. Det er meget vigtigt at man i EU ikke skaber konkurrenceulighed og derfor er det vigtigt med ens regler i Europa – og særligt Danmark – har en stærk maritim industri, der favner bredt og kan levere ind til Europas strategiske behov for styrket vækst, stærkere forsvar og en ansvarlig grøn omstilling,” siger Jenny Braat
2030-planen: Flere skibe, stærkere flåde og mindre afhængighed af udlandet
Frem mod 2030 er ambitionen entydig: Danmark og Europa skal genvinde reel kapacitet til at bygge, ombygge og vedligeholde egne skibe – fra avancerede grønne handelsfartøjer til kritiske flådefartøjer – og dermed styrke både konkurrenceevne og sikkerhed. Det betyder målrettede investeringer i moderne værfter, digital og automatiseret produktion samt en markant opskalering af retrofit, så tusindvis af eksisterende skibe kan opgraderes med nye fremdriftssystemer, energieffektiv teknologi og digitale løsninger. Konkret har man sat et mål om at den maritime industri skal bygge og retrofitte mellem 7-10.000 skibe i Europa inden 2035. Samtidig skal de maritime kompetencer løftes systematisk: Flere ingeniører, specialiserede faglærte og stærkere samarbejde mellem industri og forsvar, så civil og militær skibsbygning gensidigt understøtter hinanden.
Planen er at opbygge robuste, europæiske værdikæder, der kan levere højteknologiske og bæredygtige fartøjer i stor skala, reducere afhængigheden af tredjelande og sikre, at vi selv kan bygge, servicere og reparere de skibe, der er afgørende for vores energiforsyning, infrastruktur og forsvar. Kort sagt: En målrettet genindustrialisering af den maritime sektor, hvor grøn omstilling, industriel styrke og national sikkerhed tænkes sammen – og hvor Europa igen tager styringen på havet.
Danmark er klar til at levere
Den danske maritime industri er en af verdens dygtigste og mest innovative. Med stærke kompetencer inden for grøn teknologi, digitalisering, design, avancerede udstyrsleverancer og maritim service er dansk maritim industri unikt positioneret til at bidrage til de ambitioner, EU-strategien sætter. Danske Maritime vil aktivt arbejde for, at de konkrete initiativer i strategien omsættes til resultater, der styrker europæisk konkurrenceevne – og sikrer, at danske virksomheder spiller en central rolle.
Læs mere om strategien her: https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/ip_26_484
