EU har vedtaget den 19. sanktionspakke mod Rusland og Belarus
Presset på den russiske krigsøkonomi bliver øget markant med endnu en bred vifte af sanktioner som modsvar på Ruslands angrebskrig mod Ukraine.
Sanktionspakken rammer centrale sektorer såsom energi, den militære industribase, finansielle tjenesteydelser og infrastruktur (herunder for første gang krypto) samt handel og servicesektoren.
På det maritime område er flere ting værd at holde øje med:
Dels et kommende totalt forbud mod russisk flydende naturgas (LNG). Der gælder fra d. 25. april 2026 et nyt forbud mod køb, import og overførsel af LNG, direkte eller indirekte, med oprindelse i eller eksporteret fra Rusland, samt forbud mod bistand dertil. Eksisterende kontrakter undtages under visse omstændigheder frem til 1. januar 2027.
Dels en yderligere indsats mod den såkaldte skyggeflåde. Med denne pakke når antallet af sanktionsbelagte fartøjer op på i alt 557 skibe, som er omfattet af et forbud mod adgang til havne og et forbud mod at modtage tjenesteydelser.
Det vil endvidere være forbudt at eksportere skibe, herunder opmudringsfartøjer, lystfartøjer, slæbebåde og fartøjer til skubning, lystyachter, andre fritidsfartøjer mv. Der gælder ligeledes et forbud mod eksport af krydstogtskibe eller skibe beregnet til persontransport samt skibe beregnet til godstransport. Begge forbud gælder, hvis skibene overstiger en værdi af 50.000 EUR og omfatter ligeledes eksport af tilbehør, reservedele eller ydelse af bistand til de varetyper i Rusland eller til brug i Rusland.
Videre gælder et nyt forbud mod at sælge, stille ressourcer til rådighed eller indgå kontrakter vedrørende skibe, som har været opereret fra entiteter etableret i Rusland, som medfører overførsel af risiko eller eksponering af risiko fratidligere forsikringsdækning af de pågældende skibe.
Find den samlede liste over sanktionsbelagte fartøjer samt øvrige relevante informationer på Søfartsstyrelsens hjemmeside: Sanktioner mod Rusland og Belarus | sfs.dk
Man kan finde en oversigt over alle gældende sanktioner fra Europa-Kommissionen på: www.sanctionsmap.eu
