Hjem > Nyheder > EU’s Clean Industrial Deal skaber nye muligheder for dansk maritim industri
26. februar 2025

EU’s Clean Industrial Deal skaber nye muligheder for dansk maritim industri

Europa Kommisionen har i dag lanceret Clean Industrial Deal – en ny industripolitik, der skal gøre den grønne omstilling til en konkurrencefordel for europæisk industri. Initiativet understreger behovet for en stærkere indsats for at styrke Europas industrielle konkurrenceevne samtidig med, at der sikres en bæredygtig omstilling.

Danske Maritime anser Clean Industrial Deal som et skridt i den rigtige retning. Den maritime industri er afgørende for udviklingen af de grønne teknologier og løsninger, der kan reducere klimaaftrykket fra den globale skibsfart og derfor er det vigtigt, at EU understøtter industriens grønne transformation gennem målrettede rammebetingelser.

Styrket fokus på grøn skibsbygning og maritime teknologier

Clean Industrial Deal sætter fokus på at øge Europas produktionskapacitet for rene teknologier og styrke efterspørgslen efter EU-producerede grønne produkter gennem blandt andet krav om europæisk indhold i offentlige udbud og incitamenter til private indkøb. Det er en positiv udvikling, som kan gavne danske maritime virksomheder, der allerede i dag er førende inden for udviklingen af energieffektive og bæredygtige løsninger til skibsfarten.

Fair konkurrence og strategisk autonomi

Den danske maritime industri står over for betydelige udfordringer i form af høje energiomkostninger, unfair global konkurrence og komplekse EU-regler. Med Clean Industrial Deal anerkender EU behovet for at adressere disse udfordringer og styrke Europas strategiske autonomi. Det er afgørende, at de nye tiltag sikrer en fair konkurrencesituation, hvor europæiske virksomheder kan konkurrere på lige vilkår med internationale aktører og internt i Europa.

Kobling til kommende maritim industristrategi

Clean Industrial Deal er samtidig et vigtigt skridt i retning af en stærkere industripolitik i EU, og Danske Maritime ser frem til at omsætte ambitionerne til konkrete initiativer i den kommende Maritime Industrial Strategy, som Kommissionen har annonceret. Det er afgørende, at denne strategi tager højde for den maritime industris særlige rolle i den grønne omstilling og dens betydning for Europas sikkerhed og forsyningskæder.

Jenny Braat, adm. direktør i Danske Maritime, understreger vigtigheden af initiativet i lyset af de seneste globale politiske udviklinger:

“Med valget af Trump i USA står EU over for et ændret geopolitisk landskab, hvor vi i endnu højere grad må stå på egne ben. Det betyder, at vi skal styrke vores konkurrenceevne, så europæiske virksomheder ikke blot kan overleve, men også trives på et globalt marked med stigende protektionisme. Clean Industrial Deal er et skridt i den rigtige retning, men det er afgørende, at ambitionerne omsættes til konkrete handlinger, der gavner den maritime industri,” siger Jenny Braat.

Danske Maritime vil fortsat arbejde for, at EU’s industripolitik understøtter den danske maritime industris udvikling, så sektoren kan fastholde sin globale position og samtidig bidrage til den grønne omstilling af skibsfarten.

Læs mere om