Hjem > Nyheder > Fra Danmark til Silicon Valley – spændende globalt maritimt acceleratorprogram skudt i gang
22. august 2022

Fra Danmark til Silicon Valley – spændende globalt maritimt acceleratorprogram skudt i gang

En flok dygtige studerende fra DTU og CBS kan se frem til et usædvanligt spændende forløb hen over efteråret, hvor de sammen med fire maritime virksomheder kommer igennem et innovationsforløb båret af cases fra virksomhederne og senere får mulighed for at deltage i en international innovationscamp i USA.

DTU, Danske Maritime og Innovation Centre Denmark i Silicon Valley (under Udenrigsministeriet) står bag projektet, som er støttet af Den Danske Maritime Fond. Fra den maritime industri har Emerson

Pres-Vac, OMT og Wärtsilä Lyngsø Marine stillet sig til rådighed med ekspertise og relevante cases. I dag samledes alle involverede partner bag forløbet til en særlig innovationsworkshop, som skal gøres det kommende forløb så godt og virkelighedsnært som muligt.

Kurset bygges op omkring fem cases, som der arbejdes med på kurset X-Tech på DTU. X-Tech er et accelereret læringsprogram, der kombinerer ingeniørstuderende med businessstuderende, som arbejder på opfindelser og teknologiske behov fra industripartnere og forskning fra DTU. Det er første gang, at X-tech har et dedikeret maritimt spor, og kurset skal munde ud i et iværksætterteam af studerende, der arbejder dedikeret med tekniske løsninger, prototyper og business planer. Hovedparten af de studerende er fra DTU.

Senere får nogle af de studerende også mulighed for at komme med til en international innovationscamp i Silicon Valley i USA. Formålet med den del af forløbet er at give deltagerne indsigt i det amerikanske marked, dets struktur, centrale aktører samt centrale amerikanske aktører inden for nye maritime løsninger, så innovationsforløbet kan målrettes markedets behov.

Silicon Valley er et hotspot for grøn maritim teknologi, skallering samt med maritime forskningsmiljøer i verdensklasse, ikke mindst Berkeley. Her vil deltagerne også få mulighed for at benytte innovationscenteret i Silicon Valley’s incubator.

Cecilie Lykkegaard, vicedirektør hos Danske Maritime, siger:

”Vi har glædet os rigtig meget til at tage hul på programmet, som kommer til at øge den maritime bevidsthed på universiteterne og knytte virksomheder og studerende tættere på hinanden. Jeg er slet ikke i tvivl om, at både virksomhederne og de studerende vil få utrolig meget ud af forløbet, og for vores industri er det globale perspektiv rigtig vigtigt at få med. Med spændende cases og dygtige fagfolk ombord vil de få en unik indsigt i, hvor stærkt udviklingen i branchen går i en innovativ eksportbranche som vores – og forhåbentlig få lyst til at blive en del af den”.

Parterne byder velkommen til de studerende d. 2. september.

Læs mere om