Hjem > Nyheder > Grøn omstilling, havvind og oprustning giver danske maritime virksomheder nye muligheder i Polen
2. februar 2024

Grøn omstilling, havvind og oprustning giver danske maritime virksomheder nye muligheder i Polen

Med Kong Frederik X i spidsen besøger en stor gruppe af danske virksomheder og ministre i disse dage den polske by Szczecin. Formålet er at øge samarbejdet mellem Danmark og Polen på en række områder, hvor Danmark har særlige kompetencer, herunder maritime.

Fire medlemmer af Danske Maritime deltager. Det er Corvus Energy, der leverer batteri- og brændselscelle løsninger til bl.a. skibe, Rohde Nielsen der udfører uddybning, kystsikring og havneudvikling, ReFlow der tilbyder beregninger, som dokumenterer et produkts miljøbelastning (carbon foot print), og Danfoss IXA der udvikler sensorer til at måle emissioner.

Det polske marked er af stigende betydning

Den danske maritime vare- og serviceeksport til Polen har været støt stigende i de seneste år. Selv om Polen i dag blot aftager omkring 2 % af den danske maritime eksport, er eksporten vokset fra 784 mio. kr. i 2019 til 1.129 mia. i 2022. Danske udstyrsproducenter har igennem mange år leveret til polske værfter, ligesom visse danske værfter har fået bygget skrog i Polen.

I disse år ses en større interesse for energieffektive løsninger, som danske maritime udstyrsproducenter ofte er førende indenfor. Polen skal til at udbygge havvind, og der kræves gennem en havvindmølleparks levetid ofte ca. 25 forskellige typer af fartøjer til etablering, drift og vedligehold. Størstedelen af disse specialfartøjer kan designes, udrustes, serviceres eller tilmed bygges af danske maritime leverandører.

Særligt fokus på det sikkerhedspolitiske

Som følge af den forandrede sikkerhedspolitiske situation i Europa, er der også stort fokus på den polske flåde. Polen er blandt de lande i Europe, som opruster hurtigst. Det giver mulighed for danske leverandører af sømilitær teknologi, ligesom der også ventes fokus på, at Polens flådeskibe så vidt muligt skal være energieffektive og grønne. Dette står danske maritime virksomheder parat til at hjælpe med. Det er på den baggrund blandt de danske maritime virksomheder uhyre værdsat, at den maritimt interesserede Kong Frederik sætter sig i spidsen for fremstødet til Polen.

På konferencen Wind, Wawes and Wires i Stettin d. 2. februar 2024, der blev åbnet af CEO i Green Power Denmark Kristian Jensen  og fra polsk side af Marshal of West Pomerania Olgierd Geblewicz, deltog Senior Vice President for Corvus Energy Kim Strate Kiegstad i en paneldiskussion, og udtalte i den forbindelse, at den danske maritime industris styrkepositioner kan opsummeres til ”grøn og grå” – da industrien er førende inden for grønne bæredygtige løsninger såvel som den mest avancerede sømilitære teknologi.

Bjarke Wiehe Bøtcher, international chef i Danske Maritime, deltager ligeledes i besøget og påpeger, at det polske marked i årene fremover vil være værd at følge. Takket være kontakter opnået i forbindelse med fremstødet, er der initiativer at arbejde videre med.

Læs mere om