Grønnere færger er en god nyhed – også for den maritime industri
Regeringen og dens støttepartier har netop afsat 200 millioner kroner til at omstille de danske, kommunale færger, så de bliver klimavenlige, og man samtidig får elimineret eller reduceret deres lokale luftforurening betydeligt.
Beslutningen tager udgangspunkt i en analyse af en grøn omstilling af færgetrafikken fra COWI, som viser, at det er muligt at omstille en stor del af de danske indenrigsfærger, så de bliver mere klima- og miljøvenlige.
Netop den pointe er velkendt hos Danske Maritime, som i en årrække har arbejdet på at trække politisk opmærksomhed i færgernes retning. Adm. direktør Jenny Braat siger:
”Vi har længe efterspurgt et kritisk blik på kommunernes færger, som for manges vedkommende er af ældre dato og kan have stor gavn af grønne tiltag. Det har vi løbende påpeget overfor Folketinget, så vi glæder os over, at der er blevet lyttet.
Den grønne omstilling, vi nu kommer til at se, er en rigtig god nyhed både for færgernes medarbejdere, brugere og naboer – og for den maritime industri som står klar til at bringe færgerne up to date og sikre, at de kan sejle langt mere klima- og miljøvenligt.
Jeg håber samtidig, at aftalen vil inspirere til også at se på resten af de i alt omkring 150 skibe, som er offentligt ejede. Den danske maritime industri er jo kendt for at kunne levere og installere nogle af verdens bedste grønne teknologier, så vi synes jo, det er helt oplagt, at offentligt ejede skibe i Danmark er med til at vise vejen. Vi betragter 200 mio. kroner som en rigtig god start, og jeg ser frem til at følge forbedringerne,” siger Jenny Braat.
Der er 66 færger, som sejler indenrigs i Danmark. Kommunerne kan gennem puljen søge om midler til investeringsomkostninger i forbindelse med enten retrofitting af eksisterende færger eller køb af nye grønne færger.
Aftalepartierne er også enige om at igangsætte en analyse af mulighederne for at omstille samtlige danske indenrigsfærger til nulemissions drift inden 2030; med forbehold for særlige forhold i forbindelse med færger af historisk værdi.
Puljen på de 200 millioner kroner bliver udmøntet med 150 millioner kroner i år og 50 millioner kroner næste år. Midlerne vil blive tildelt ud fra et princip om teknologineutralitet, og det vil blive afgjort ud fra kriterier om CO2-effekt per tilskudskrone og nedbringelse af øvrige emissioner; som udledning af NOx, SOx og partikler.
Du kan læse den samlede aftale på Transportministeriets hjemmeside her.
