Hjem > Nyheder > Hollands nye, ambitiøse skibsbygningsplan er et eksempel, som er værd at følge
5. marts 2024

Hollands nye, ambitiøse skibsbygningsplan er et eksempel, som er værd at følge

Holland har netop præsenteret en meget ambitiøs skibsbygningsplan for deres Søværn. Planen følger i hælene på Storbritanniens store skibsbygningsplan, der allerede blev fremlagt i 2017. I Danske Maritime håber vi, at man fra regeringens side vil kigge mod de to modeller og præsentere en langsigtet skibsbygningsplan for modernisering og udskiftning af den danske flådes fartøjer. De britiske og hollandske planer er med til at styrke deres nationale maritime industri, og det langsigtede perspektiv giver virksomhederne mulighed for at planlægge og projektere fremtiden.

Den hollandske regering lægger op til at udskifte og modernisere næsten hele deres flådes store fartøjer i de kommende 15 år. En central del af planen består i, at flådens fire luftforsvars- og kommandofregatter, der er afgørende for Hollands maritime kampstyrke, skal udskiftes. Derudover skal de nuværende fregatter, der nærmer sig slutningen af deres levetid, sammen med deres luftforsvarsmissilsystem, gennemgå en omfattende opdatering.

På den anden side af Den Engelske Kanal har Storbritannien iværksat National Shipbuilding Strategy, der indeholder en 30 års plan for opdatering og udskiftning af deres flåde. Her vil man bl.a. sikre, at Storbritanniens egen maritime industri får de bedste vilkår for at vinde udbud. Dermed sikrer man, at vigtig forskning og innovationskraft bliver styrket indenfor landets grænser. Samtidig er der store gevinster i form af et opgraderet arbejdsudbud i den maritime industri, samt de industrier, der leverer varer og ydelser til den maritime industri. Som verdens 7. største maritime industri vil det være oplagt for Danmark at iværksætte lignende initiativer, der på samme måde fremtidssikrer viden og kompetencer i den danske maritime industri.

Danske Maritime har vedholdende påpeget betydningen af, at Danmark, med en af verdens længste kystlinjer, har en opdateret og funktionsdygtig flåde samt en stærk maritim industri – og netop i disse år er det afgørende vigtigt med et højt ambitionsniveau fra det danske Folketing, understreger adm. direktør i Danske Maritime, Jenny Braat:

”I den geopolitiske situation, vi befinder os i, er det vigtigt med et moderne Søværn, der kan tackle både nuværende og fremtidige udfordringer. Det er positivt, at regeringen har afsat betydelige midler til at styrke det danske forsvar, og der er nu taget hul på patruljeskibsprojektet. Men i forlængelse af det er det vigtigt at se en længere årrække frem i tiden, så vi kan lave en effektiv plan for udskiftning af flådens store fartøjer, som ikke længere er tidssvarende. Vi håber derfor, at den danske regering vil se den hollandske og britiske model som en inspiration til at iværksætte en langsigtet skibsbygningsplan til Søværnet. For når vi taler om skibsbygning, er det utrolig vigtigt med et langt perspektiv, da det kræver planlægning både ift. medarbejdere med de rette kompetencer, men også ift. de fysiske rammer omkring bygningen af skibene,” siger Jenny Braat.

I Danske Maritime ser vi frem til, at regeringen bliver endnu mere konkret angående forsvarsudspillet, hvor mange af vores medlemmer står klar til at levere de relevante løsninger, teknologier og ydelser.