Hjem > Nyheder > Hvad betyder den udskudte IMO-aftale for Det Blå Danmark og den grønne kurs?
23. januar 2026

Hvad betyder den udskudte IMO-aftale for Det Blå Danmark og den grønne kurs?

I oktober 2025 kollapsede aftalen omkring IMO’s Net Zero Framework, som ellers var på vej til at blive den første globale ramme, der for alvor kunne regulere skibsfartens klimaaftryk med både krav og økonomiske konsekvenser. Det ændrer ikke målet om klimaneutral skibsfart, da IMO’s overordnede strategi fortsat er gældende. Men det ændrer tempoet, forudsigeligheden og risikobilledet for hele den maritime værdikæde.

Hvad betyder kollapset i praksis

Det største problem er usikkerhed. Når rederier, udstyrsproducenter og brændstofleverandører ikke kan regne med én global kurs, bliver investeringer desværre forventeligt udskudt eller nedskaleret. Det gælder især de store beslutninger: Nybygninger, retrofits, motorer designet til dual-use og opskalering af grønne brændstoffer. Uden et klart globalt aftagersignal bliver det sværere at få de endelige investeringsbeslutninger til at falde på plads, og så trækker omstillingen i langdrag.

Der er også en konkurrencedimension. Danske og europæiske virksomheder ligger langt fremme på teknologi til energieffektivisering og alternative brændstoffer. Når globale regler udskydes, får konkurrenter mere tid til at indhente forspringet. For frontløbere betyder det, at gevinsten ved at være først kan blive udvandet, selv om behovet for løsningerne ikke forsvinder.

Hvorfor endte det, som det gjorde?

Forhandlingerne blev i høj grad drevet af geopolitik frem for teknik. Det amerikanske pres fyldte meget, og flere lande, der i princippet kunne se sig selv i en aftale, blev mere tøvende.

Samtidig blev det tydeligt, hvor sårbar en global proces kan være, når interne hensyn, koalitionsbygning og skiftende alliancer tager over. Når en aftale bliver læst som magtpolitik, bliver kompromiser vanskeligere, og usikkerheden vokser.

Konsekvenserne for Det Blå Danmark

For Det Blå Danmark er udfordringen todelt. På den ene side er der fortsat et stærkt marked for løsninger, der reducerer brændstofforbrug og udledninger. Den efterspørgsel forsvinder ikke, fordi den også handler om drift, effektivitet og bundlinje. På den anden side rammer udskydelsen særligt de dele af industrien, der er bygget til at levere hurtige spring i grøn omstilling, fordi kunderne får sværere ved at planlægge og prioritere.

Det kan også påvirke skibsbygningsaktiviteten. Når regulering og incitamenter bliver uklare, bliver det mere attraktivt at vente. Det kan udskyde ordrer på skibe, der kan sejle på alternative brændstoffer, og skabe en mere ujævn udskiftningskurve i flåden.

Risikoen globalt: Flere regler, mindre overblik

Når den globale ramme ikke leverer, vokser sandsynligheden for flere regionale og nationale initiativer. EU’s regler kan holde tryk på omstillingen, men et kludetæppe af krav gør det dyrere og mere komplekst at drive global skibsfart. Det øger risikoen for overlap, administrative byrder og skæve konkurrencemæssige vilkår. Samtidig bliver det sværere at samle verden om én fælles løsning senere.

Hvordan kommer vi så videre?

Der er i praksis tre spor. Enten forsøger man at få Net Zero Framework vedtaget igen i den nuværende form efter den ønskede pause på et år. Alternativt vælger man en mere indfasende tilgang, hvor ambitionsniveau og tempo tilpasses for at samle flere lande. Eller man starter forfra med et nyt kompromis. Uanset spor er der to ting, der afgør udfaldet: Diplomati og klarhed.

Derfor er det utrolig vigtigt, at arbejdet med de tekniske detaljer fortsætter uanfægtet, så landene kan se, hvordan måling, certificering, håndhævelse og incitamenter faktisk kommer til at fungere. Jo mere uklarhed, desto lettere er det at ryste opbakningen. Jo mere tydeligt det bliver, hvad aftalen betyder i praksis, desto sværere er det at afvise den af bekvemmelighed eller frygt.

Omstillingen fortsætter, men forudsigeligheden er under pres

Den grønne omstilling af skibsfarten er ikke sat på pause, men den har mistet noget af sin forudsigelighed. Det stiller større krav til samarbejde, tydelig kommunikation og politisk handlekraft, både i IMO og regionalt.

For Det Blå Danmark handler det nu om at fastholde tempoet, styrke konkurrenceevnen og sikre, at danske maritime styrkepositioner ikke udhules af usikkerhed og udskydelser. En global aftale er fortsat den bedste og mest effektive vej frem. Derfor er opgaven ikke at sænke ambitionerne, men at skabe den klarhed og det fælles grundlag, der kan få verden med. På tværs af Det Blå Danmark har vi smøget ærmerne op for at få dette til at ske, og vi går ikke på kompromis med vores ambitioner.

 

Læs mere om