Hjem > Nyheder > Hvad man som politiker bør vide om de stolte maritime fag
9. december 2022

Hvad man som politiker bør vide om de stolte maritime fag

Fjorten udvalg i Folketinget… Så mange politiske områder har tråde til den maritime industri, som både viderefører stolte maritime traditioner i blandt andet Nordjylland og arbejder med nye højteknologiske, grønne løsninger til hele verden. Men mange kender meget lidt til branchen. Derfor giver vi her en politisk overflyvning med dertil hørende nødvendige politiske tiltag fra det nye folketing og kommende udvalg:

Beskæftigelsesudvalget

Den maritime industri skaber beskæftigelse i hele landet – også langt væk fra store byer – og med omkring 40.000 medarbejdere udgør vi beskæftigelsesmæssigt den største del af Det Blå Danmark. Desværre er vi også…

Børne- og Undervisningsudvalget

… en af de brancher, som mangler hænder. Derfor arbejder vi fokuseret med at vise børn og unge, hvordan den maritime industri anno 2022 egentlig ser ud og er også meget involverede i at sikre spændende uddannelsesmuligheder i hele Danmark. Her bør erhvervsuddannelserne opgraderes markant, og man bør politisk sikre mere sammenhængende uddannelsesforløb.

Længere henne i uddannelsesforløbet bør der også ses på…

Uddannelses- og Forskningsudvalget

… hvordan de videregående uddannelser kan understøtte erhvervslivets behov bedre. Det er meget afgørende at få uddannet flere med de rigtige kompetencer, og konkret vil vi foreslå en langsigtet strategi for maritim forskning og udvikling i Danmark med øremærkede midler. For den maritime industri bliver mere og mere højteknologisk, og derfor har vi blandt andet brug for langt flere maskinmestre, maritime ingeniører, skibsdesignere, dataspecialister, biologer, kemikere og så videre.

Det skyldes i høj grad…

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget

… den grønne omstilling, hvor Danmark i dén grad kan gøre en forskel, når den globale flåde skal omstilles. Vi er kendt for meget høj kvalitet, og der er danskdesignet udstyr ombord på så godt som alle 115.000 skibe i hele verden. Ja, du læste rigtigt: næsten samtlige skibe.

Vi er pt. den 7. største maritime industri i verden målt på produktionsværdi for eksport, men en helt afgørende ting at få på plads er forsyningssikkerhed af nye grønne brændstoffer samt den nødvendige energiinfrastruktur. For hvad hjælper det, at vi udvikler nye grønne skibe, hvis vi ikke har noget at putte i tanken eller ikke kan få ladet op?

Det skal der styr på i hele verden, mens vi samtidig arbejder med energieffektivitet, som også har markant indflydelse på skibes klima- og miljøaftryk. Danmark kan gøre en kæmpe forskel for at sikre fremtidens grønne…

Transportudvalget

… transportsektor. At flytte varer på skib er langt det mest klimavenlige, og den viden er vigtig. For der er tryk på verdenshandlen, og ift. bæredygtighed bør også transporten indtænkes i det samlede regnestykke.

Men der skal handles politisk! For på verdensplan stiger antallet af skibe, og langtfra alle er klima- og miljøvenlige. Vi har i branchen selv en ambition om en CO2-neutral skibsfart i 2050, men nye beregninger viser, at hvis verdenssamfundet ikke stiller flere krav, så udleder den globale skibsfart stadig 25 gigatons CO2 i 2050.

Retter vi blikket mod Danmark, er det afgørende, at…

Indenrigs- og Boligudvalget

… kommunerne og Staten er opmærksomme på de offentligt ejede fartøjer. For eksempel trænger mange færger til en opgradering eller en udskiftning.

Kommunalpolitikerne skal også passe på de lokale havnemiljøer. Det kan ikke nytte noget at kvæle fx værfter i nye boligkomplekser, hvor beboerne straks klager over larmen. Der skal være plads til erhverv, som år efter år bidrager med såvel indtægter som arbejdspladser, hvilket bør vægte tungere end et hurtigt grundsalg.

Men tilbage til offentligt ejede skibe, hvor vi også har stort fokus på…

Forsvarsudvalget

… Søværnet, som både trænger til nye og flere fartøjer. Her er der skudt en vigtig proces i gang med at bygge nye topmoderne patruljeskibe, som også kan bruges i flere sammenhænge. Dette handler både om Danmarks sikkerhed, men også om forsyningssikkerhed og nye overvågningsbehov i takt med, at der kan sejles i større og større arktiske områder.

For den danske maritime industri – som skal designe, bygge og udstyre fartøjerne – er så stor en opgave vigtig både ift. aktivitet og know how. De nyudviklede skibstyper får også et vigtigt eksportpotentiale med state-of-the-art teknologi, og også i Forsvaret er der kommet en øget bevidsthed om bæredygtigheden. Både i forhold til klimaet og i forhold til…

Miljø- og Fødevareudvalget

… miljøet. Mange har hørt om støj og luftforurening fra krydstogtskibe, men al skibstrafik har et aftryk, og der foregår i disse år et markant ryk mod mere bæredygtighed. Til ét skib kan der være mellem 1.000 og 2.500 virksomheder, der leverer udstyr, komponenter og service, så der er talrige forbedringsmuligheder også på eksisterende fartøjer.

Men Folketinget skal holde sig for øje, at vi er i hård konkurrence med lande, som helt åbenlyst yder statsstøtte til egne industrier. Dette ønsker vi selvsagt ikke, men vi ønsker gode rammevilkår, som fx handler om…

Skatteudvalget

… beskatning og om finansieringsmuligheder til nye projekter. For vi lever af den gode idé, og vores eksportindtægter er helt afgørende. Derfor efterspørger vi villighed fra Folketinget til i højere grad at foretage samfundsøkonomisk vigtige investeringer inden for maritim forskning, udvikling og innovation.

For med mere rygvind kan vi blandt andet i den maritime industri skabe markante resultater. Derfor er vi også glade for…

Udlændinge- og Integrationsudvalget

… at grænsen i Beløbsordningen er blevet sænket. Vores medarbejdere er nøglen til succes, og vi rekrutterer i hele verden, fordi vi mangler kompetencerne i Danmark. Samtidig har vi som global industri også behov for at ansætte folk med fx kendskab til særlige markeder, så vi håber, at nedsættelsen bliver permanent.

For det at have et blomstrende…

Erhvervsudvalget

… erhvervsliv er fuldstændigt afgørende, og vi har yderst kompetente maritime virksomheder. Men succesen kommer ikke af sig selv, og der er brug for mindre bureaukrati og hurtigere sagsbehandlingstider. Det danske regelværk skal ikke være en stopklods, for vi har rigeligt med udfordringer at forholde os til, når vi ser ud over landegrænserne.

En del af de krav, der stilles i dag, kommer fra…

Europaudvalget

… EU, hvor vi deltager aktivt i alle relevante fora. Det samme gælder på internationalt plan. Men mange af de internationale processer er fodslæbende, hvorfor danske politikere skal være obs på, hvordan de kan bidrage til at sætte skub i tingene. Nye krav om lavere klima- og miljøaftryk er ofte mange år undervejs, men det er en bunden opgave at komme op i gear.

Til sidst et par andre områder, hvor Danmark er rollemodel. For eksempel i forhold til…

Ligestillingsudvalget

… ligestilling. Selv om vi er en ret mandsdomineret branche, så gør mange virksomheder en stor indsats for også at tiltrække kvinder og for i det hele taget at være virksomheder med plads til alle. Desuden er vi som global branche vant til at arbejde på tværs af landegrænser, kulturer, sprog, religiøsitet og forskellige traditioner – og det går glimrende!

Det samme gælder, når vi taler om at tage et…

Social- og Ældreudvalget

… socialt ansvar. Den maritime industri anno 2022 favner bredt og har også mange medarbejdere, som af den ene eller den anden årsag har brug for særlige ansættelsesvilkår. Også disse er skattede medarbejdere, som bidrager til, at den danske maritime industri også i fremtiden er en af verdens dygtigste.

Så kære politikere… tillykke med valget og kig gerne forbi.

Læs mere om