Iværksættere i den maritime industri får ny mulighed for at beskytte deres idéer
Regeringen har i dag lanceret en ny IP fast track-ordning, som skal gøre det lettere og billigere for iværksættere og små virksomheder at beskytte deres idéer og produkter gennem varemærke- og designregistrering. Ordningen er en del af Iværksætteraftalen fra 2024 og har til formål at styrke innovation, vækst og rettighedsbeskyttelse i danske iværksættermiljøer.
Danske Maritime hilser initiativet velkommen. I vores branche er iværksætteri en naturlig del af industriens DNA, og vi har mange medlemmer, der arbejder innovativt og udvikler nye løsninger – både som selvstændige opstartsvirksomheder og som spinouts fra etablerede virksomheder. Derfor er det positivt, at der nu kommer en konkret håndsrækning, som kan give dem et bedre udgangspunkt for at beskytte deres idéer i en tidlig fase.
Brug for bedre beskyttelse i global konkurrence
Samtidig befinder vores medlemmer sig i en branche med benhård global konkurrence, hvor udenlandske aktører i høj grad viser uønsket interesse for teknologier og idéer udviklet i Danmark. Ikke mindst inden for nye grønne maritime teknologier, hvor danske løsninger er efterspurgte og ofte teknologisk førende. Derfor er det afgørende, at vores iværksættere får adgang til bedre og mere målrettet IP-rådgivning og beskyttelse – så gode idéer ikke forsvinder ud af landet uden afkast.
Regeringens intentioner med IP fast track-ordningen
Med IP fast track-ordningen ønsker regeringen at gøre livet som iværksætter lettere – især i den tidlige fase, hvor krav og regler kan virke uoverskuelige og hæmme iværksætterlysten. Ordningen skal hjælpe virksomheder med at få hurtig og gratis afklaring om, hvordan deres forretning og brand bedst kan beskyttes mod plagiat og misbrug. Dermed står de stærkere – eksempelvis i forbindelse med kapitalrejsning og markedspenetration.
Fakta om ordningen
- Ansøgning åbnede 8. maj 2025 kl. 09.00 via Patent- og Varemærkestyrelsen: Startpakke til varemærke og design – støtteordning
- Iværksættere og små virksomheder kan få gratis og hurtig rådgivning om varemærke- og designbeskyttelse
- Ordningen skal give klarhed over, hvordan virksomheden kan beskytte navn, logo, brand og produkt – eller om de bør vælge en anden strategi
Danske Maritime ser frem til at følge ordningens implementering og til at støtte vores medlemmer i at få fuldt udbytte af de nye muligheder. Et styrket fokus på iværksætteri og rettighedsbeskyttelse er afgørende for at fastholde Danmarks førerposition inden for grøn og teknologitung maritim innovation.
