Del:

MAN Energy Solutions satser på de unge

 

Fra i dag kan unge på udvalgte skoler i hovedstaden komme i et helt særligt praktikforløb hos MAN Energy Solutions.  Under forløbet får eleverne mulighed for at snuse til emner som Virtual Reality, 3D scan og print, bearbejdning af emner og meget andet. Der er fokus på, at det skal være sjovt for alle, så eleverne får selv mulighed for at præge undervisningen. Håbet er, at de unge kan få vækket deres tekniske interesse ved at lære en moderne industrivirksomhed at kende indefra, siger Lars Peter Olsen, direktør hos MAN Energy Solution, DieselHouse:

  • Det er så vigtigt, at de unge får øjnene mere op for STEM-fagene. Det er de kommende generationer, der skal skabe de løsninger, vi har brug for i verden – ikke mindst i forhold til klima- og miljøudfordringerne. Hvis vi med dette initiativ kan være med til at fortælle de unge om deres vigtige rolle og samtidig vise dem, hvor sjovt og spændende det er at arbejde med tekniske løsninger, så er vi meget glade og tilfredse, siger Lars Peter Olsen.

Derfor bød virksomheden i dag velkommen til 12 elever fra 9. klasse. De otte drenge og fire piger får chancen for at deltage i et praktiktilbud fordelt på 12 dage henover efteråret, og der har været stor interesse for at få lov til at være med. Projektet foregår i DieselHouse på MANs adresse i Københavns sydhavn.

Projektet inddrager og involverer meget bevidst også virksomhedens lærlinge. Tanken er, at eleverne skal mødes mest muligt i øjenhøjde gennem ung-til-ung undervisning, og at lærlingene samtidig fungerer som positive rollemodeller. En af de tilknyttede lærlinge er industriteknikerlærling Malik Aslan Bag-Hansen (billedet) på 18 år, der synes, det er en rigtig god idé at rykke dele af undervisningen ud i en virksomhed:

  • Jeg glæder mig meget til at være med i forløbet her. Jeg tror, at jeg som ung lærling kan være på bølgelængde med eleverne på en helt anden måde, end de måske er vant til i undervisningen. Og så tror jeg da også, at jeg selv kommer til at lære noget af at skulle lære fra mig, siger Malik Aslan Bag-Hansen.

Det officielle navn på projektet er ’Young Technical Learning Club’, og eleverne modtager alle et diplom ved forløbets afslutning, som de vil kunne bruge, hvis de søger fritidsjob, praktikplads eller andet. Med ombord i projektet er også Danske Maritime, som bakker meget op om projektet og mener, at det kan blive en vigtig brobygning mellem grundskoler og virksomheder, hvis flere tager idéen op.  Der er brug for, at virksomhederne tænker ud af boksen, hvis flere unge skal få lyst til at søge ind på en teknisk uddannelse, siger Cecilie Lykkegaard, underdirektør hos Danske Maritime:

  • Hele den maritime industri skriger på teknisk arbejdskraft, og desværre er der langt fra unge nok, der kigger i retning af de tekniske fag, når de skal vælge en uddannelse. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved, og derfor arbejder vi også meget med denne konkrete problemstilling i den maritime industri. At MAN Energy Solutions, som er en privat virksomhed med rigtig mange arbejdspladser, tager ansvar for et fantastisk initiativ som dette, er ret fantastisk, og derfor er det selvfølgelig noget, vi bakker op om.

Young Technical Learning Club er et samarbejde mellem MAN Energy Solutions, DieselHouse, Danske Maritime, UU-København samt de tre københavnske skoler Bavnehøj Skole, Ellebjerg Skole og Skolen i Sydhavnen. Initiativet gennemføres med støtte fra Den Danske Maritime Fond.