Hjem > Nyheder > Maritim sommerlæsning – Iværksætteri i den maritime industri
5. august 2024

Maritim sommerlæsning – Iværksætteri i den maritime industri

I den danske maritime industri er vi begunstiget med en stribe visionære iværksættere, og hos Danske Maritime får vi førstehåndsindsigt i de udfordringer, som de møder. Iværksættere i vores industri er ofte nødt til at træde direkte ud på det ekstremt konkurrenceprægede globale marked, hvilket stiller ekstra høje krav på vejen mod succes. Det kræver mandsmod at kvitte sit vanlige job til fordel for en ny og typisk usikker karrierevej som iværksætter. Men succeshistorierne findes, og det er en stor inspiration.

Idérigdom i vækstlaget

Der er brug for en ikke bare bred, men meget bred vifte af teknologiske løsninger, hvis vi skal nå de fælles globale målsætninger om en klimaneutral skibsfart inden 2050. Nogle af de løsninger kommer fra iværksætterne, og derfor er det nødvendigt – både for industrien og for iværksætterne – at nye virksomheder hurtigst muligt bliver en integreret del af industrien og den maritime branche som helhed.

For iværksættere er det helt afgørende at få muligheden for at byde ind hos de større, etablerede virksomheder og nå i mål med en ordre. Denne første, vigtige ordre er både økonomisk vigtigt og kan være altafgørende for at åbne døren hos andre kunder. Men den er ofte en kæmpe udfordring at få i hus. Derfor er det vigtigt, at etablerede virksomheder bliver endnu mere opmærksomme på, at de ved at give små iværksættere og deres idéer en reel chance kan være med til at styrke udviklingen. Ikke bare hos sig selv, men for branchen som helhed.

Sommetider ender den gode idé med et opkøb. Et eksempel er HydroPen, som opfandt en ny måde at slukke potentielt meget farlige brande i containere under sejlads og senere blev opkøbt af Viking. Og i år er DanCompliance ApS, som hjælper maritime virksomheder med at overholde de regulatoriske krav, blev opkøbt af Ocean Technologies Group. Så selv om store virksomheder selv er stærke på udvikling, kan der sagtens komme en lille aktør ind fra højre med årets bedste produkt.

Vigtige fondsmidler til iværksætteri og entreprenørskab

Foråret bød på to vigtige nyheder for iværksættere, da Den Danske Maritime Fond valgte at bakke op om to gode projekter, som Danske Maritime er aktivt involveret i. Henholdsvis Maritime Stars og et projekt under Fonden for Entreprenørskab.

Maritime Stars er et treårigt landsdækkende maritimt acceleratorprogram, som i lighed med det tidligere projekt inddrager både industrien og den øvrige branche i at give maritime start ups luft under vingerne gennem hjælp til forretningsudvikling, B2B møder, advisory board forløb og pitches for mulige investorer og øvrige kapitalkilder.

Kort før sommerferien afholdt vi i samarbejde med Erhvervshus Nordjylland, som leder projektet, et pitch-arrangement, hvor i alt ni iværksættervirksomheder bejlede til at blive en del af projektet. Vi har før set, at et forløb i Maritime Stars har haft stor betydning for de deltagende virksomheder, og i år kom fem virksomheder gennem nåleøjet.

De fem virksomheder er Crestwing, der arbejder med bølgeenergi, Flowpoint Environmental Systems, der arbejder med et maritimt advarselssystem til evakuering, Kanda, der arbejder med avancerede træningssimulationer, Laser-Clean, der har udviklet en kraftfuld laser til afrensning samt Renable ApS, der arbejder med cirkulær økonomi. Vi er spændte på at følge deres vækstrejse og deltage rådgivende i forløbet.

Fonden for Entreprenørskab har ligeledes skudt gang i et tre-årigt projekt, som inden for Fondens programmer skal udbrede kendskabet til den maritime industri. Der bliver tale om en bred indsats med kommunikation målrettet de unge, efteruddannelse af underviserne, udviklingsmidler til universiteter til fremme af iværksætteri på udvalgte fag eller uddannelser, mikrolegater til unge maritime studenterstartups, nyt undervisningsmateriale og generelt styrket kommunikationen.

Med fondens særlige indsigt i at få gode idéer til at blomstre og i at lære unge, hvordan de kan arbejde med innovation og nytænkning, og vores indgående viden om den maritime industris muligheder og behov, ser vi rigtig gode muligheder for at vække langt flere unges interesse for de maritime emner og fag.

Endelig kom der en politisk iværksætteraftale fra Folketinget

Iværksætterudspillet fra regeringen var længe ventet. Det blev fremlagt i midten af juni og efter en kort forhandlingsproces kunne Regeringen og et flertal bestående af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti præsentere en ny aftale under to uger senere. 46 initiativer som skal gøre det lettere for danske iværksættere at tiltrække kapital, sikre færre byrder og mindre bøvl, og bidrage til, at Danmark kan udnytte sit potentiale for at skabe fremtidens erhvervssucceser. Partierne har afsat ca. 2,2 mia. kr. i årene 2024-26 og 1,2 mia. kr. om året fra 2027 og frem.

Med skattelettelser for 800 millioner kroner blev aftalen en god nyhed til de danske iværksættere. Et lavere skattetryk giver flere midler til investeringer i vigtig udvikling til gavn for både de nye virksomheder og Danmark.  Så det er yderst positivt, at iværksætterskatten og lagerbeskatningen fjernes, at fantomskatten kan udskydes, og at flere af de ting, som har gjort det uforholdsmæssigt svært for de små virksomheder at tiltrække den helt afgørende risikovillige kapital, nu ændres markant.  Det samme gælder for mængden af bureaukrati og uhensigtsmæssige krav, som for små virksomheder er en belastning at sætte sig ind og håndtere.

Et andet godt tiltag er den politiske målsætning om at belyse, hvordan man i samarbejde med de danske fonde kan styrke og udvikle iværksætterøkosystemer inden for nye og eksisterende styrkepositioner. Det Blå Danmark er en styrkeposition med mange iværksættere i industrien, så vi forventer, at udspillet vil gavne vores vækstlag på flere måder. Den politiske aftale spiller positivt sammen med de iværksætterinitiativer, som Danske Maritime allerede er involveret i, og vi håber, at se endnu flere gode idéer omsat til levedygtige, nye maritime virksomheder. Det har hele Det Blå Danmark glæde af.

Nyheden tager afsæt i Danske Maritime årsberetning 2023/24

Læs mere om