Hjem > Nyheder > Markant anerkendelse af danske maritime kompetencer til Marintec China 2023
16. november 2023

Markant anerkendelse af danske maritime kompetencer til Marintec China 2023

Danmark bliver som det første land nogensinde medvært på Marintec China 2023 – en af verdens største og mest toneangivende maritime handelsbegivenheder, som i år finder sted fra den 5. til 8. december 2023 i Shanghai.

Som en maritim nation har Danmark, og danske virksomheder, påtaget sig et betydeligt ansvar for at drive den globale udvikling indenfor klimaneutral skibsfart. Den danske maritime industri er blandt de førende inden for grønne teknologier og innovative løsninger, der fremmer den grønne omstilling af den globale skibsfart.

Kina er omvendt verdens største skibsbygningsnation, og derfor er den særlige rolle til Danmark ikke uvæsentlig, når danske virksomheder begår sig på det kinesiske marked og verdensmarkedet i øvrigt. Danske Maritimes CEO, Jenny Braat, glæder sig over, at Danmark og vores kompetente maritime industri får denne meget tydelige anerkendelse:

”Det er en velfortjent anerkendelse af den danske maritime industri og de teknologier og serviceydelser, som vores virksomheder leverer til både Kina og resten af verden. Det er en stor cadeau til den stærke innovationskraft, som gennemsyrer industrien – ikke mindst inden for grøn teknologiudvikling – og som bidrager til, at en række danske virksomheder er frontløbere. Dette kan medværtsskabet betragtes som en stor anerkendelse af, og vi ser frem til at spille en aktiv rolle til Marintec China 2023,” siger Jenny Braat.

Den kinesiske udmelding glæder også den danske erhvervsminister Morten Bødskov:

“Danmark er en stolt søfartsnation, og vores virksomheder er førende inden for nye og grønne teknologier. Danske maritime virksomheder har en stærk tilstedeværelse i Asien, hvor de spiller en rolle i den nødvendige grønne omstilling af sektoren. Vi ser frem til at præsentere vores teknologier og løsninger samt yderligere internationalt samarbejde mod en klimaneutral skibsindustri.”

Marintec China 2023 forventes at tiltrække over 2.000 udstillere og 70.000 professionelle besøgende fra 100 lande og regioner. Begivenheden vil præsentere hele spektret af forsyningskæden for skibsbygningsindustrien og tilbyde en unik oplevelse med de nyeste fremskridt på området.

For mere information om Marintec China 2023, besøg venligst https://www.marintecchina.com/.

Læs mere om