Hjem > Nyheder > Nu bliver det enklere at få refusion for skoleophold
10. december 2025

Nu bliver det enklere at få refusion for skoleophold

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) indfører fra nytår en ny model for refusion til arbejdsgivere med elever og lærlinge på skoleophold. Det får betydning for ca. 20.000 arbejdsgivere – blandt andet virksomheder i den maritime industri.

I dag er reglerne sådan, at arbejdsgivere med elever eller lærlinge på skoleophold kan få refunderet en del af deres udgifter fra AUB. Men fra 1. januar 2026 indfører AUB en ny model for refusion, der sikrer en automatiseret og præcis beregning samt letter forløbet for arbejdsgiverne.

Fremover beregnes fx lønrefusion automatisk ud fra oplysninger i eIndkomst, så beregningen baseres på de faktiske lønudgifter. Det betyder, at arbejdsgivere, der tidligere har givet lønoplysninger i selvbetjeningen, ikke længere skal gøre det.

De fire refusionsydelser, som fremadrettet beregnes automatisk, er lønrefusion, forhøjet lønrefusion, refusion af pension og tilskud til transport.

Hvad betyder det for arbejdsgiverne?

  • Refusionerne beregnes automatisk på baggrund af eIndkomst for skoleophold, der starter efter 1. januar 2026.
  • Arbejdsgiverne kan først få udbetalt refusion, når de har indberettet løn til eIndkomst for hele skoleopholdet.
  • Refusionerne kan være anderledes end tidligere, fordi beregningen sker ud fra eIndkomst.
  • Arbejdsgivere modtager ét samlet brev med beregningen af refusionerne.
  • Arbejdsgivere med elever eller lærlinge over 25 år skal stadig give oplysninger i selvbetjeningen, første gang eleven eller lærlingen har været på skoleophold.
  • Skoleophold med start i 2025 eller tidligere fortsætter uændret.

Læs mere her: www.Virk.dk/aub-refusion

Læs mere om