Hjem > Nyheder > Ny chefjurist hos Danske Maritime
17. februar 2021

Ny chefjurist hos Danske Maritime

Danske Maritime har ansat den 49-årige advokat Adam Goldschmidt som chefjurist. Adam kommer med omfattende international erfaring inden for skibsbygningsjuraen samt søfartens juridiske og kontraktuelle forhold. Adam har – på tværs af søfarts- og offshore-segmenter – fungeret som rådgiver for en række rederier, ship managers, værfter, udstyrsleverandører, skibsmæglere, terminalforretninger samt logistikvirksomheder og ser nu frem til at bistå Danske Maritimes medlemmer:

“I vores industri gør juraen først en reel forskel, når det lykkes at få jura, kommercielle forhold, teknik, operation og finans til at gå op i en højere enhed – og helst på en måde, som begge sider af bordet er tilfredse med. En analytisk, innovativ eller pragmatisk tilgang samt opmærksomhed på kulturelle forskelle hjælper ofte, når tingene bliver svære, og jeg glæder mig til at hjælpe medlemsvirksomhederne både her i Danmark og i forhold til de internationale forhold, de skal være opmærksomme på,” siger Adam Goldschmidt.

Sideløbende har Adam udbygget det teoretiske fundament via en Ph.d. i skibsfinansieringsjura, undervisning på CBS, SDU og Københavns Universitet, via en række udgivelser og som medlem af flere ekspertgrupper. For tiden er Adam medlem af Bimcos arbejdsgruppe, som skriver på en standardkontrakt for ombygning af skibe.

Danske Maritimes administrerende direktør, Jenny Braat, er glad for at få endnu en dygtig jurist med i på holdet:

“Vi oplever i øjeblikket et ekstraordinært stort behov for vejledning til virksomhederne, fordi coronakrisen verden over har givet nye udfordringer at forholde sig til. Samtidig er det vores opgave at sikre de bedst mulige rammevilkår for branchen, hvilket kræver meget stor bevågenhed både på de beslutninger, der træffes i Danmark, og på de beslutninger, der skal sikre, at vi har acceptable konkurrencevilkår på verdensmarkedet. Så der er utrolig mange ting at tage fat på, hvor Adam vil kunne yde et vigtigt bidrag,” siger Jenny Braat.

Privat er Adam far til to drenge og en pige og er kæreste med Myriam fra Spanien. Familien bor på Østerbro, holder meget af aktive rejser og ser – som resten af Danmark – meget frem til igen at kunne komme ud i verden.

 

 

Læs mere om