Del:

Ny forretningsudvikler hjælper Danske Maritimes medlemmer på vej

 

Fremover vil Danske Maritimes medlemmer kunne få endnu bedre professionel hjælp til forretningsudvikling, ideudvikling og til at søge tilskud til projekter. Organisationens nye ekspert Niels Freese har mange års erfaring som blandt andet business developer og programkoordinator og står nu klar til at bidrage med faglig sparring og rådgivning.

Noget af det, der kan være kompliceret for iværksættere og andre virksomheder, er at søge støtte til nye projekter. Der findes en række tilskudsprogrammer specielt for den maritime sektor, men der er særlige krav at opfylde i en ansøgning, og netop de detaljer har Niels Freese har over ti års erfaring med. En viden han nu ser frem til at dele med Danske Maritimes medlemmer for at hjælpe dem godt på vej:

  • Jeg har haft et meget alsidigt jobliv i både Danmark og udlandet, hvor jeg har opbygget særlige erfaringer med forretningsudvikling, samarbejde, formidling og fundraising. Mange af medlemmernes projekter fører både vækst, nye job, forståelse for andre kulturer og evner til effektiv kommunikation med sig, og det er altid en stor glæde at bidrage til at få en god idé på vingerne. Blandt andet forventer jeg et stigende antal projekter, som kan bidrage til at nå Danmarks klimamål, og her spiller den maritime industri en rigtig vigtig rolle, siger Niels Freese.

Niels Freese er 58 år, uddannet Cand. Scient. Adm og har blandt andet arbejdet hos MAN Energy Solutions, DTU Nanotech og ti år i Polen, hvor han i en årrække var handelsattahé på Den Danske Ambassade. Privat bor han nu i Hvidovre med hustru og to børn, hvor han også udfolder en maritim interesse som aktiv roer i Hvidovre Roklub.