Ny rapport: Anvendt forskning spiller en vigtig rolle i den maritime branche
Damvad Analytics har netop færdiggjort en rapport for Danske Maritime om anvendt forskning i den danske maritime sektor og betydningen for virksomhederne. Baggrunden er blandt andet vigtigheden af også at få sat fokus på den anvendte forskning, udover den grundforskning der foregår i Danmark. Rapporten, som er støttet af Den Danske Maritime Fond, viser, at et stærkt samarbejde mellem virksomheder og forskningsinstitutioner giver en lang række positive effekter:
- Små og store virksomheder oplever stor værdi i at møde nye samarbejdspartnere. Forskningssamarbejder er en god platform for nye netværksrelationer. Samarbejderne giver de store virksomheder adgang til input fra de mindre virksomheder og mulighed for at få indblik i, hvilken udvikling der er i gang i ”undergrunden” af branchen. De mindre virksomheder får adgang til dele af branchen, hvor det er svært at komme igennem, og de får relationer og erfaringer, som de kan trække på i deres videre udvikling.
- Forskningssamarbejder giver mulighed for at demonstrere den gode business case. Ofte vil det være svært at færdigudvikle og sælge en ny løsning uden at demonstrere den i praksis. Gennem de anvendte forskningssamarbejder får både store og små virksomheder mulighed for at påvise den gode business case for deres produkt, hvilket gør det nemmere at tiltrække investorer – noget der særligt er en udfordring for SMV’erne.
- Forskningsinstitutionerne arbejder med en systematik og dybde, som virksomhederne kan have stor gavn af. Virksomhederne, uanset størrelse, oplever det som en berigelse at arbejde med forskningsinstitutionerne, fordi de kan se tingene fra et andet perspektiv, og går mere i dybden med detaljer, der hurtigt kan overses i en travl virksomhed. Forskningsinstitutionerne bidrager med en systematik og grundighed, der gør det muligt at udfordre virksomhedernes praksis og udvikling. Derudover bruger mange af virksomhederne samarbejderne som en rekrutteringsplatform, der giver adgang til nyuddannede med erfaring og kompetencer inden for den maritime branche.
Jenny Braat, adm. direktør hos Danske Maritime, ser afdækningen af den anvendte forskning i den maritime branche som yderst vigtig. Det Blå Danmark er en meget innovativ branche, men den danske styrkeposition er under pres fra mange sider, og derfor er det vigtigt at se nærmere på, hvordan forskning både kan styrke innovationskraften og konkurrenceevnen.
“Rapporten illustrerer tydeligt, hvor megen banebrydende forskning virksomhederne leverer og vigtigheden af, at offentlige forskningsinstanser understøtter denne udvikling på en god facon. Ser vi på grøn omstilling af skibsfarten, foregår der særligt i den maritime industri utrolig megen forskning, udvikling og innovation, og hvis det offentlige spiller med, styrker det branchens mulighed for at klare sig igennem coronakrisen og komme videre som en af de fortsat dygtigste maritime industrier i verden”, siger Jenny Braat.
Det Blå Danmark spiller en central sektor i det danske samfund og tegnede sig i 2018 for over en fjerdedel af den samlede eksport af varer og tjenester. Samme år blev der investeret godt 2 mia. kr. i forskning, udvikling og innovation fra virksomheder i Det Blå Danmark, mens de offentlige investeringer i maritim forskning halter væsentligt bagefter – også i sammenligning med udlandet. Men øgede offentlige investeringer i forskning, udvikling og innovation samt mere samarbejde mellem private virksomheder og offentlige forsknings- og uddannelsesinstitutioner vil kunne styrke Det Blå Danmarks produktivitet og konkurrenceevne samt bidrage til at nå klimamålsætningerne.
“Derfor håber jeg naturligvis, at man også fra politisk side vil bide mærke i denne analyse, som med al tydelighed viser den synergi, man kan opnå ved at afprøve ting i praksis i samspil med den viden og kunnen, som forsknings- og uddannelsesinstitutionerne har. Noget af det, som både de deltagende virksomheder og vidensinstitutioner efterspørger, er en klar forskningsstrategi for Det Blå Danmark. Derigennem kan vi få kortlagt de danske styrkepositioner og de områder, hvor det giver mest mening at investere og forske. Nu har vi fået illustreret, at anvendt forskning har en tydeligt positiv effekt for de involverede parter. Nu venter næste skridt – nemlig både at sikre flere midler til anvendt forskning og sikre, at forskningen skaber størst mulig effekt for dansk økonomi, dansk konkurrenceevne, danske arbejdspladser og for at skabe forskningsmiljøer i verdensklasse”, siger Jenny Braat.
Læs den samlede analyse af anvendt forskning i den maritime sektor her.
