Hjem > Nyheder > Nyt netværk skal styrke kvinder i den maritime industri
23. april 2026

Nyt netværk skal styrke kvinder i den maritime industri

Danske Maritime lancerer nu officielt det nye tværgående netværk Kvinder i den maritime industri – skabt for at styrke talent, trivsel og synlighed på tværs af branchen.

Den maritime industri konkurrerer i disse år om de bedste hoveder og hænder. Derfor er der brug for at udvide talentmassen, styrke fastholdelsen og sikre, at endnu flere får øje på de mange spændende karriereveje i vores erhverv.

Med støtte fra Den Danske Maritime Fond etablerer Danske Maritime nu et netværk, hvor kvinder fra hele industrien kan mødes på tværs af virksomheder, fagligheder og organisatoriske niveauer – fra lærlinge og specialister til ledere.

Et stærkere fællesskab gavner hele branchen

Målet er klart: at gøre den maritime industri endnu stærkere gennem et bredere og mere synligt talentgrundlag.

Netværket skal blandt andet bidrage til:

  • Styrket fastholdelse, fordi medarbejdere får et fagligt og socialt netværk på tværs af virksomheder
  • Stærkere rekruttering, når flere rollemodeller viser bredden af maritime karrieremuligheder
  • Mere synlig faglighed, når dygtige kvinder bringes mere i spil som eksperter og stemmer i branchen
  • Øget forretningsværdi, fordi forskellige perspektiver ofte skaber bedre løsninger og stærkere beslutninger

For mange kvinder i industrien kan man lokalt være én af få. Derfor kan et stærkt netværk på tværs af branchen få stor betydning – både professionelt og menneskeligt.

Faglighed, relationer og udvikling

Netværket vil blandt andet bestå af:

  • To årlige netværksmøder med oplæg, inspiration og erfaringsudveksling
  • Mindre faglige eller geografiske netværksgrupper
  • Mentorforløb og talentudvikling
  • Aktiviteter, der synliggør rollemodeller og nedbryder stereotype barrierer

Arrangementerne vil gå på skift mellem medlemsvirksomheder rundt i landet.

Første arrangement hos Danfoss IXA i Kolding

Første møde finder sted 21. maj hos Danfoss IXA i Kolding som et halvdagsarrangement med efterfølgende middag.

Der er allerede kommet flere tilmeldinger, og vi håber, at endnu flere virksomheder vil sende medarbejdere afsted. Hver virksomhed kan tilmelde op til tre deltagere, og netværket er åbent for kvinder på alle niveauer i organisationen.

En investering i fremtiden

Mange virksomheder arbejder allerede målrettet med talentudvikling og diversitet. Dette netværk skal være et konkret redskab, der gør det lettere at løfte den indsats – og samtidig styrke hele branchens konkurrencekraft.

Jo stærkere vi står sammen om talent, desto stærkere står vores danske maritime industri.

Interesserede kan skrive til sekretariatschef Jette Hulgaard på jmh@danskemaritime.dk

Læs mere om