Del:

Pandekager og praktikpladser

 

Netop nu kåres årets erhvervspraktikvirksomhed til den liflige duft af rådhuspandekager i festsalen på Københavns Rådhus. For første gang vælger kommunen at fejre de virksomheder, der bidrager med praktikpladser til Københavns folkeskoleelever. Sidste år valgte Københavns Kommune at afsætte midler til en særlig indsats, som skal bygge bro mellem skolerne og virksomhederne, så de unge får mulighed for at kigge indenfor i mange forskellige brancher og dermed får en langt større viden om, hvad man egentlig kan blive, når man bliver stor.

  • Københavns folkeskoleelever skal ud og have nogle oplevelser i alt fra tømrerfirmaer og restauranter til IT- og ingeniørvirksomheder, så de får gode input til, hvilken uddannelse de vil vælge efter folkeskolen. Tak til alle de virksomheder, der er med til at inspirere vores unge københavnere”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Fokus på MAN Energy Solutions

Knap 60 virksomheder er med i dag, og en af de virksomheder, der bliver særligt fremhævet, er MAN Energy Solutions og deres projekt Young Technical Learning Club. Et praktikforløb udviklet i samarbejde med Danske Maritime, hvor eleverne lærer produktionen at kende gennem Virtual Reality, 3D scan og print, bearbejdning af emner og meget andet. Det har stor betydning at få flere unge ind på de tekniske uddannelser, siger Lars Peter Olsen, direktør hos MAN Energy Solution, DieselHouse:

  • Det er de kommende generationer, der skal skabe de tekniske løsninger, som verden har brug for – ikke mindst i forhold til at løse klima- og miljøudfordringerne. Derfor skal vi vise dem, hvor sjovt og spændende det er at arbejde med at løse tekniske udfordringer. siger Lars Peter Olsen.

En vigtig pointe er at møde de unge i øjenhøjde, og derfor er den 18-årige industriteknikerlærling Malik Aslan Bag-Hansen i dag inviteret op på scenen for at fortælle om, hvordan han selv fungerer som rollemodel, og hvordan man hos MAN Energy Solutions arbejder med ung-til-ung undervisning.

  • Når de unge er hos os, kan jeg bruge mig selv som eksempel og vise, hvad jeg selv har lært. Jeg føler mig på bølgelængde med eleverne, og så håber jeg meget, at nogle af dem bliver inspireret til at vælge vores branche senere hen, siger Malik Aslan Bag-Hansen.

Maritime Future bygger bro

Danske Maritime arbejder på tværs af den maritime industri med en række initiativer, som giver unge mulighed for at lære branchen at kende – blandt andet gennem projektet Maritime Future. Derfor glæder det adm. direktør Jenny Braat, at landets største kommune nu hylder de virksomheder, der gør en særlig indsats.

  • Der er ingen tvivl om, at det rykker på interessen hos de unge, når de finder ud af, hvad der gemmer sig porten hos en virksomhed. Men det kommer ikke af sig selv. Derfor er det vigtigt, at så mange virksomheder som muligt prioriterer det, slår dørene op og bruger tid og kræfter på at byde de unge indenfor – og det er vigtigt, at kommunerne anerkender og understøtter virksomhedernes indsats, siger Jenny Braat.

Et voksende netværk af praktiksteder

Siden Københavns Kommune gik i gang med den særlige indsats, er der skabt et erhvervspraktiknetværk med 90 virksomheder, som mere end 400 elever har været i praktik hos. Dagens arrangement vil blive en årligt tilbagevendende begivenhed, som også har til formål at inspirere.

  • Vi vil gerne takke alle de virksomheder, som åbner dørene for vores elever. Det giver de unge mulighed for at snuse til dagligdagen på en rigtig arbejdsplads og få inspiration til deres valg af uddannelse. Jeg håber, at endnu flere virksomheder vil byde sig til, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen.

Dagens vinder – som den virksomhed der har haft flest unge i praktik – blev restaurantkæden MASH.