Del:

Rapport fra årsmødet: Sådan får maritim industri del i væksten

”Industrien skal se at blive mere digital for at komme foran i konkurrencen, og på det digitale område har vi en udfordring,” sagde Brian Mikkelsen.

Formiddagen på Danske Maritimes årsmøde bød på flere svar på, hvad der skal til for at få gavn af den vækst i skibsfarten, som nu er tilbage.

Formand for Danske Maritime Thomas S. Knudsen indledte årsmødet med at konstatere, at væksten i skibsfarten er tilbage, og det er en god mulighed for den maritime industri for at høste. Han fastslog, at foreningen har opnået to milepæle inden for det sidste år, nemlig at der i udbud af statens skibe er sat stop for favorisering af udenlandske værfter, og at der er aftalt en montørordning, som forhåbentlig skal komme på plads i løbet af året, sagde han.

Brian Mikkelsen: Industrien skal blive mere digital
Erhvervsminister Brian Mikkelsen konstaterede ligeledes, at det er lune vinde, som blæser i Det Blå Danmark for tiden.

”Men konkurrenterne er mange, og det skal vi kunne matche. Det er vigtigt, at regeringens vækstplan favner hele Det Blå Danmark – og dermed også den maritime industri. Men industrien skal se at blive mere digital for at komme foran i konkurrencen, og på det digitale område har vi en udfordring,” sagde Brian Mikkelsen.

Ministeren ser desuden frem til at lave et nabotjek, som skal vise, hvilke vilkår landene omkring os har anderledes end os.

Erick Thürmer fra Thürmer Tools talte om, hvordan 3D-print er i færd med at forandre skibsfarten og dermed den maritime industri. Han forudser, at vi med 3D-print vil komme til at trække meget produktion hjem til Danmark og i stedet fragte flere varer ud fra Danmark. 

Stor og lille maritim virksomhed med succes
Inden frokost var der indlæg fra en stor og en mindre dansk maritim virksomhed med succes.

Christian Ottosen fra danske Hempel fortalte, hvordan de vil fastholde en førerposition på marinemaling. Det vil ske med fokus på at mindske miljøpåvirkningen og mindske brændstofforbruget på skibe. Han gav et eksempel på et stort containerskib, der over en periode på fem år kan spare 5,3 mio. dollars i brændstofomkostninger, simpelthen ved at bruge den rigtige bundmaling påført i de rigtige intervaller. Hempel har 5.500 ansatte og en tredjedel af virksomhedens forretning kommer fra marinedelen.

Lars Gerner Lund fra DASPOS fortalte om, hvordan det på få år er lykkedes at stifte en lille virksomhed med branddetekteringsanlæg, der i dag er inde hos de store krydstogtrederier. Hemmeligheden er at udvikle produktet i samarbejde med kunder og have tæt kontakt til præcis de personer hos kunderne, der har forstand på tingene. Desuden at have et stramt fokus på forretningen, have dedikerede medarbejdere og så ikke mindst, tro på det, ikke mindst. Endelig skal man have heldet med sig, erkender han.

Se billederne fra årsmødet her.