Del:

Royalt besøg i Finland til september – fortrop-besøg den 26.-27. juni 2018

HKH Kronprinsen rejser på officielt besøg i Finland den 13.-14. september 2018 og i den forbindelse arrangeres et større erhvervsfremstød bl.a. med deltagelse af en lang række maritime virksomheder.

Danske Maritime står i samarbejde med Udenrigsministeriet/Ambassaden i Helsinki, Eksportforeningen, DI og SMV-Danmark som arrangør af de maritime aktiviteter i forbindelse med kronprinsens besøg.

Den 26.-27. juni var arrangørkredsen i Finland for at planlægge de maritime aktiviteter i mere detaljeret form. Det maritime spor indledes den 13. september med et maritimt besøg hos den finske brancheorganisation Finnish Marine Industries, hvor repræsentanter for brancheorganisationens medlemskreds også vil være tilstede.

Den 13. september om eftermiddagen besøges Arctech Helsinki Shipyard, som bl.a. bygger isbrydere.

Hovedbegivenheden i det maritime spor er et stort match-making arrangement fredag den 14. september i Turku med deltagelse af repræsentanter fra Meyer Turku og værftets finske underleverandører.

Værftet Meyer Turku bygger nogle af verdens største og mest avancerede krydstogtskibe. De deltagende danske virksomheder vil under arrangementet med Meyer Turku blive matchet med de relevante indkøbere og tekniske eksperter.

Kontaktpersoner hos Danske Maritime er international chef Klaus Rostell (kro@danskemaritime.dk, tlf. dir. 42149522) og administrativ medarbejder/grafiker Lykke Neis Nielsen (lyn@danskemaritime.dk, tlf. dir. 42149531).