Stærkt fokus på skibsbygning og industriens strategiske betydning i ny europæisk erklæring
En række EU-medlemslande, herunder Danmark, har netop underskrevet Szczecin-erklæringen – en fælles erklæring, der sætter en markant politisk kurs for at styrke den globale konkurrenceevne og modstandsdygtighed i Europas maritime produktionsindustri. Med erklæringen lægges der op til, at EU-Kommissionen hurtigst muligt skal præsentere en EU Industrial Maritime Strategy – en industripolitisk strategi for hele den maritime sektor.
Kernepunkter: Skibsbygning, strategisk autonomi og grøn omstilling
Erklæringen anerkender skibsbygningsindustriens centrale rolle for Europas strategiske autonomi, sikkerhed og forsvar. Det fremhæves, at Europas afhængighed af ikke-europæiske værfter – særligt i Asien – udgør en økonomisk og sikkerhedspolitisk risiko. I dag produceres hele 94 % af verdens kommercielle skibe i Asien, og Europa har mistet betydelige markedsandele i de seneste år.
Der peges på nødvendigheden af at opretholde og udvikle skibsværfternes kapacitet til at bygge både civile og militære fartøjer og understøtte dual use-kapaciteter. Den maritime industri skal kunne bidrage til både den civile flåde og forsvarssegmentet – en ambition, der flugter med strategiske mål om europæisk suverænitet og robusthed.
Et klart opgør med unfair konkurrencevilkår
Et af erklæringens mest markante afsnit omhandler behovet for et fair globalt niveau i konkurrencen, hvor EU’s skibsbyggere i dag er underlagt stærkt konkurrenceforvridende praksisser fra tredjelande. Erklæringen nævner eksplicit, at prisforskelle på 30-40 % mellem EU-produktion og konkurrenter uden for EU i høj grad skyldes statsstøttede og konkurrenceforvridende vilkår i tredjelande. Her opfordres Kommissionen til at sikre et level playing field, så EU’s højt specialiserede værfter og maritime udstyrsindustri får mulighed for at konkurrere på lige vilkår.
Fremtidssikring af industrien: digitalisering, opkvalificering og grønne teknologier
Der lægges vægt på, at Europas maritime industri skal være digitalt og teknologisk førende. Det indebærer massiv satsning på automatisering, kunstig intelligens, cybersikkerhed og digitale tvillinger. Samtidig skal branchen tilbydes bedre adgang til finansiering – især for de mange små og mellemstore virksomheder (SMV’er), som udgør rygraden i industrien, og som ofte presses af banker og stramme finansieringsregler. Det betyder blandt andet at der opfordres til at det gennemgås, om man kan gøre noget for at sikre EU-reglerne er mere smidige ift. skibskredit.
Erklæringen rummer også ambitiøse elementer om den grønne omstilling. Der skal investeres massivt i nye fremdriftssystemer, alternative brændstoffer og opgradering af værfter og havneinfrastruktur. Samtidig fremhæves behovet for at integrere skibsbygning i grønne offentlige udbud – fx til forskning, offshore energi og færgetrafik.
Styrket fokus på forsvarsindustrien og dual use-værdikæder
Der er i erklæring fokus på støtte til den europæiske flådekapacitet og værfternes rolle i maritim sikkerhed og forsvar. Her lægges op til øget støtte til skibsprojekter, der bidrager til forsvar og sikkerhed, herunder via EU’s forsvarsprogrammer. Samtidig skal synergi mellem civile og militære værfter fremmes, og søveje og havne integreres bedre i den europæiske Military Mobility-infrastruktur.
Danske Maritime: Et vigtigt skridt for fremtidens maritime industri
Hos Danske Maritime hilser vi erklæringen meget velkommen. Det er særligt positivt, at der nu er en bred politisk erkendelse af behovet for en stærk europæisk maritim produktionsindustri – både af hensyn til klima, konkurrenceevne og sikkerhedspolitik. Fokus på dual use, industripolitiske værktøjer, og et opgør med konkurrenceforvridende praksis er helt i tråd med de anbefalinger, vi har fremlagt i samarbejde med vores europæiske partnere i SEA Europe.
Vi vil nu arbejde målrettet for, at erklæringen følges op af konkret handling – ikke mindst i Kommissionens kommende udspil til en EU Industrial Maritime Strategy.
