Stigende optag på maritime uddannelser lover godt for den maritime industri
Dagens tal på, hvor mange unge der netop er blevet optaget på de videregående uddannelser, viser en markant fremgang i optaget på flere af de maritime uddannelser. Det er gode nyheder for den maritime industri, som i disse år oplever stort behov for både nye faglærte og højtuddannede medarbejdere. Den maritime industri og maritime verden i det hele taget bevæger sig i en stadigt mere højteknologisk og digital retning, og det betyder velkommen til mange nye dygtige kollegaer fra stadigt flere spændende uddannelsesretninger.
Teknisk viden i højsædet
Med 806 optagne i 2025 er maskinmesteruddannelsen igen blandt de 25 største videregående uddannelser i landet. Det er en stigning på 8 procent i forhold til 2024. Maskinmesteren er en eftertragtet profil i den maritime industri, både på land og til vands, og kombinationen af teknisk kunnen og ledelseskompetencer gør uddannelsen særlig relevant for virksomheder i det maritime værdikædesystem.
Den hastige teknologiske udvikling i den maritime branche bygger på solid teknisk viden. Konkurrencen på verdensmarkedet er hård, og derfor er en stærk innovationskraft og nye idéer utrolig vigtige for den maritime industri. Derfor er det for de danske virksomheder en god nyhed, at også de tekniske erhvervsakademiuddannelser og professionsbachelorer samlet går frem med henholdsvis 6 og 8 procent. Disse uddannelser udgør en vigtig rekrutteringskanal for både værfter, udstyrsproducenter og rådgivningsvirksomheder i den maritime sektor.
Stigningen vidner om en stabil og stigende interesse for uddannelser med maritimt sigte og har stor betydning for industriens voksende behov for nye talenter – ikke mindst i takt med den grønne omstilling og den voksende brug af meget avancerede teknologi og løsninger med brug af fx kunstig intelligens eller robotter.
Nye maritime uddannelser på vej frem
2025 markerer også en vigtig udvikling med lanceringen af nye maritime uddannelser. Uddannelsen Skibsteknik og maritimt design i Frederikshavn og Lyngby har optaget de første studerende og er kommet godt fra start. Optaget på den nye uddannelse viser en interesse for højt specialiserede, maritime tekniske uddannelser – en tendens, der forventes at vokse i takt med såvel kendskabet til uddannelsesmulighederne som industriens tydelige behov for innovation og udvikling.
Alt i alt er dagens tal godt nyt og kan betragtes som et styrket fundament for fremtidens maritime Danmark, siger Jenny Braat, adm. direktør, Danske Maritime:
”De positive optagstal peger i retning af en ny generation, der er klar til at tage del i den maritime industri – både i drift, udvikling og ledelse. Det er ikke kun godt nyt for uddannelserne, men for hele Danmark som maritimt foregangsland. Dertil kommer, at jo flere unge, der lærer vores industri at kende, jo flere ambassadører får vi også, som kan inspirere andre unge til at kigge i vores retning og forfølge en spændende maritim karriere. Virksomhederne står klar med åbne arme til at tage imod dem, så vi glæder os meget over fremgangen og til at arbejde sammen med fremtidens talenter,” siger Jenny Braat.
Fakta: Optag på videregående uddannelser 2025 (landsdækkende).
| Uddannelse | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 | %-ændring fra 2024-2025 |
| Maskinmester* | 752 | 727 | 762 | 748 | 806 | 8 |
|
Erhvervsakademiuddannelser -det tekniske område |
984 | 775 | 819 | 828 | 877 | 6 |
|
Professionsbachelor -Skibsfører og skibsofficer |
93 | 76 | 98 | 89 | 81 | |
|
Professionsbachelor -det tekniske område |
5003 | 4430 | 4492 | 4619 | 4969 | 8 |
| Skibsteknik og maritimt design (Frederikshavn/Lyngby) | – | – | – |
12 (”Maritim teknik”) |
20 | – |
| Maritim teknolog (Frederikshavn) | 20 | |||||
|
Bacheloruddannelse -teknisk videnskab |
3478 | 3153 | 3512 | 3485 | 3172 | -9 |
