Hjem > Nyheder > Stor bevågenhed ved de vigtige møder i IMO MEPC 81 i denne uge, hvor højaktuelle emner som luftforurening, ballastvand og afgifter på brændstoffer blev diskuteret
22. marts 2024

Stor bevågenhed ved de vigtige møder i IMO MEPC 81 i denne uge, hvor højaktuelle emner som luftforurening, ballastvand og afgifter på brændstoffer blev diskuteret

Møderækken ved den internationale maritime organisation (IMO) var i denne uge genstand for megen opmærksomhed. Mange aktører indenfor den maritime branche håber på konkrete resultater af forhandlingerne. Særligt emissionsområdet har fået en del opmærksomhed, men møderne har også behandlet emner som ballastvand og luftforurening.

Danske Maritime var repræsenteret ved teknisk chef Valdemar Ehlers, der samtidig repræsenterede Community of European Shipyard and Marine Equipment Association (CESA) sammen med Paul Altena fra SEA Europe.

Nogle af de vigtige dagsordener for Danske Maritime og vores medlemmer har blandt andet været at sikre tiltag til tekniske og økonomiske krav. Hvilket vil sige, at vi ønsker en global brændstofstandard samt en drivhusgasafgift. Kravene skal stimulere produktion og ibrugtagning af alternative fremdrivningsmidler, ligesom de skal stimulere investering i nye teknologier. Afgiften på drivhusgasser er vigtig for at kunne få de alternative, og i dag noget dyrere, fremdrivningsmidler ind på markedet. Afgiften vil samtidig fremhæve vigtigheden af at anvende energieffektive systemer.

Denne uges forhandlinger har ligeledes haft til formål at sikre fremdrift på flere områder, eksempelvis ved at fastlægge en struktur for fremtidige møder gennem udarbejdelse af Terms of Reference (ToR) for kommende møders indhold og retning. Adskillige ToR blev vedtaget, og der vurderes at være gode udsigter for vedtagelse af en række af de øvrige konkrete ToR´s senest i foråret 2025.

Ballastvands- og emissionsområdet har behov for regulering samt håndhævelse

Danske Maritime, CESA og enkelte medlemmer har ligeledes adresseret forhold angående test af ballastvand og ballastvandbehandlingsanlæg, hvor der er brug for en mere systematisk kontrol og opfølgning. Flere lande viste opbakning til industriens synspunkter på området for ballastvand. Herudover blev gråvand (let forurenet spildevand) og toiletvand i ballasttanke diskuteret. Fra Danske Maritimes side mener vi, at formålet alene bør være opbevaring samt, at der efterfølgende må gennemføres inspektion, for at afgøre om tanken igen kan bruges til ballastvand. Dette bakker CESA og flere lande op om.

Luftforurening, herunder NOx, blev også diskuteret. Amerikanske erfaringer viser, at sundhedseffekterne og de målte værdier, er langt højere, end man først havde antaget. USA har gennem flere år administreret et NOx emissionsområde og de påpeger, at reglerne og håndhævelsen heraf ikke har været tilstrækkelige. Flere medlemsstater støtter op om en revision af NOx Technical Code, der henviser til regulering og kontrol af NOx emission, hvilket CESA bakker op om. Ligesom CESA bakker op om behovet for både flere målinger samt en mere effektiv håndhævelse.

Det var også glædeligt, at der nu er vedtaget indførsel af NOx og SOx emissionskontrolområder for de canadiske arktiske områder samt for et område i Norskehavet.

Læs mere om